Rendyrket Alfa på gule plader
Alfa Romeo lancerer nu en luksuriøs van-udgave af Alfa 159 Sportwagon – en bil for dem, der kun har behov for plads til to personer, og som ikke vil give afkald på den køreglæde og det unikke design, der karakteriserer en Alfa. Den billigste model koster kun godt halvdelen af personbilen.
Den nye Alfa 159 S-Van er ombygget helt i tråd med Alfa Romeos stærke tradition for at fremstille biler uden kompromisser.
”For kun kort tid siden var en Alfa Romeo på gule plader utænkeligt i de flestes øjne. Men de nye afgiftsregler har givet nogle nye, fordelagtige muligheder på markedet for gulpladebiler til privatbrug. Derfor har vi ombygget Alfa 159 Sportwagon til en luksuriøs van, hvor intet andet end sædeantallet er forandret. Man får altså stadig hundrede procent Alfa for pengene – bare til en langt lavere pris end ellers,” siger Steffen Holm, Brand Manager i Fiat Group Automobiles Denmark A/S.
Det smukke ydre, der karakteriserer Alfa 159 Sportwagon, er uden den mindste ændring således bevaret van-udgaven, og ligeledes bilens dynamik, smidighed og komfort er fortsat til stede. Man har 1.235 liter bagagerum til sin disposition, inklusiv en masse små opbevaringsrum, herunder et aflåseligt geværrum.
Alfa 159 S-Van er et attraktivt køb, hvis man som privatperson ikke har behov for plads til mere end to personer og går efter luksus uden at skulle betale en formue for det. Med sit elegante design er den desuden et helt oplagt valgt for erhvervsdrivende med behov for en firmabil med høj repræsentations- og signalværdi. Priserne ligger fra knap 267.000 kr. for en 1.9 liters JTS-benzinmotor til knap 403.000 kr. for en 3.2 liters V6-benzinmotor i den særligt luksuriøse TI-udgave. (Priser inkl. moms).
Hele modelprogrammet for Alfa 159 Sportwagon er tilgængeligt i den nye S-Van-serie. Det betyder, at man kan bestille hvilken som helst model i programmet – fra den mindste model med en 1,9 JTS motor til en 3,2 liters V6 motor med permanent firhjulstræk. Der er således rige muligheder for at vælge mellem forskellige gearkasser, motorer og udstyrsniveauer.
Fakta om Alfa 159 S-Van
Priseksempler, inkl. moms (ekskl. moms)*:
Alfa 159 S-Van 1.9 JTS kr. 267.090 (229.540)
Alfa 159 S-Van 1.9 JTD kr. 285.507 (244.768)
Alfa 159 S-Van 2.2 JTS ”Lusso” kr. 311.773 (268.265)
Alfa 159 S-Van 2.4 JTD ”Lusso” kr. 341.786 (293.543)
Alfa 159 S-Van 2.4 JTD “Lusso” Q-tronic kr. 364.468 (313.201)
Alfa 159 S-Van 3.2 V6 ”TI” kr. 403.295 (347.584)
*) Alle priser er ekskl. leveringsomkostninger.