Alfas længeventede crossover Tonale er endelig klar. Og udover at være nærmest helligbrøde for entusiaster, så er den første model, der kommer som hybrid og plugin-hybrid. I alt får den op til 275 heste, og selv en diesel er på programmet.
Alfa Romeo har virket som en terminal patient de seneste år. Når du kigger på mærkets hjemmeside, findes der to modeller i alt. Specielt Giulia er dog intet mindre end en sveske, som fortjener et langt større salgstal, en den har. Tiden er bare ikke til en mellemstor sedan, og derfor finder vi også SUV'en Stelvio, som isoleret set er ret velfungerende, til trods for, at den i Alfa-entusiasters, kaldet alfister, øjne er en vederstyggelighed, fordi en SUV i sin grund-DNA kører dårligere end en lavere bil.
La Familia - brugttest af Alfa Romeo Stelvio
Men SUV’er er det, folket vil have, og hvis Alfa Romeo skal overleve, må de give op og bygge højbenede biler, som folk faktisk vil købe. Så velkommen til Tonale, den nye model, som skal tage kampen op mod konkurrenter som Volvo XC40, Range Rover Evoque og BMW X1.
Designet er tydeligt italiensk og tro mod det koncept, som Tonale udspringer af. Det ydre kendetegnes af en markant kurve, der løber fra bagenden til forlygterne, og som definerer Tonales form og giver dens profil karakter. Kendere kan se linjer fra både den klassiske Giulia GT og den moderne klassiker 8C Competizione. Tonale har også de klassiske Alfa Romeo-kendetegn som den karakteristiske tredelte front ‘Trilobo’en’ og tredelte forlygter.
Digital trendsætter
Interiøret i Tonale er i takt med traditionen indrettet med føreren i fokus. De fremtrædende materialer er aluminium, alcantara og læder, og i midterkonsollen sidder vælgeren til Alfa Romeo DNA, der tillader forskellige køreindstillinger. Rattet er kompakt, og det kan omkranses af gearskifte-paddles i aluminium.
En italiensk primadonna? Brugttest af Alfa Romeo Giulia
Alfa Romeo plejer ikke at være firstmover på digital omstilling, men som den første bil i verden bliver hver Tonale forbundet med et unikt, digitalt NFT-certifikat. NFT-teknologien er baseret på blockchain, der giver en fortrolig og uforanderlig optegnelse af den individuelle bils historik. Med ejerens tilladelse gemmes data om den enkelte bil for at skabe et certifikat, der kan anvendes som garanti for, at bilen er blevet korrekt vedligeholdt og serviceret til gavn for bilens restværdi. På brugtbilsmarkedet vil NFT-certifikatet fungere som en kilde for troværdig information om bilen for både køber og sælger.
Forza Italia – Alfa Romeo Giulia Veloce TI
Som standard kommer Tonale med et helt nyt infotainmentsystem, der byder på indhold, funktioner og services, som altid holdes opdateret takket være Over The Air-opdateringer. Systemet inkluderer en 12,3 tommer skærm, og en touchskærm på 10,25 tommer, der sikrer, at alt er inden for synsvidde uden at aflede opmærksomhed fra vejen.
Første gang som hybrid
Tonale er bygget på samme platform som Jeep Renegade og Compass, og bliver den første elektrificerede Alfa Romeo nogensinde. Tonale kommer både som hybrid og som plugin-hybrid.
150.000 kroner – hvor meget sportsvogn kan du egentlig få?
Som hybrid kommer Tonale i udgaven Hybrid VGT (Variable Geometry Turbo) med 160 hestekræfter. Turboen kombineret med en 7-trins Alfa Romeo TCT-dobbeltkoblingsgearkasse og den elektriske P2-motor på 48 volt, der yder 20 hestekræfter og 55 Nm – gør det muligt at drive bilens hjul, selv når forbrændingsmotoren er slukket. Løsningen er valgt for at tilbyde en reel elektrisk oplevelse, hvor gearkassen tillader start og kørsel ved lav hastighed, og når man f.eks. parkerer. Derudover giver hybridmotoren et lavere forbrug og et ekstra boost til bilens reaktionsevne og -hastighed.
Tonale kommer også i en hybrid-udgave med turbo-benzinmotor og 7-trins TCT-dobbeltkoblingsgearkasse, som yder 130 hestekræfter og 240 Nm. Begge hybrid-udgaver er med forhjulstræk.
Toppræstationerne er garanteret med den eksklusive Plug-In Hybrid Q4, der kommer med 275 hestekræfter. Den kombinerer en MultiAir 1,3-liters benzinmotor med en elmotor på baghjulene og et batteri på 15,5 kWh. Plug-In Hybrid Q4 præsterer 0-100 km/t på 6,2 sekunder og en forventet rækkevidde på ren el på 60 kilometer ved blandet kørsel. Når vejen er glat, bliver Plug-In Hybrid Q4 til en reel firehjulstrækker, og benzinmotoren trækker forhjulene, samtidig med at elmotoren trækker baghjulene.
Tonale kommer desuden med en ny dieselmotor, der yder 130 hestekræfter og 320 Nm og kommer med en 6-trins TCT-dobbeltkoblingsgearkasse og forhjulstræk. Alle forhjulstrukne udgaver kommer med Alfa Romeos elektroniske, selvlåsende differentiale som standard for at give optimalt greb.
Alfa Romeo Giulia diesel er italiensk på godt og ondt
Sammen med de nye motorer lover Alfa Romeo, at Tonale får de bedste køreegenskaber i sin. Den har den bedste vægtfordeling mellem for- og bagakslen og de mest direkte styreegenskaber i sin klasse – nøjagtigt som man kan forvente af en Alfa Romeo. Bremserne er styrket med faste Brembo-bremsekalibre og ventilerede skiver på forhjulene og massive skiver på baghjulene. Tonale har lidt atypisk McPherson-ophæng ved alle fire hjørner.
To udstyrsniveauer og to pakker
Alle udgaver af Tonale kommer i to trims – Super og TI. Basis-udstyrsvarianten Super kan opgraderes med Sprint-pakken, der tilføjer adskillige detaljer med et stærkt sportsligt præg. Ti-udstyrsvarianten kan opgraderes yderligere med Veloce-pakken, der giver det ypperste inden for både sportslighed og præstationer. Der åbnes for bestilling af Tonale til april i form af den eksklusive EDIZIONE SPECIALE-udgave.
Billig drømmebil? Ebbe finder en italiener med V6 til under 100.000 kr.
De to hybrid-udgaver forventes til Danmark efter sommer. Plug-In Hybrid Q4 og diesel-udgaven af Tonale forventes ved årsskiftet, men der er desværre ikke kommunikeret priser endnu.