807 Camper med ny flottere indretning
Peugeots mest eksklusive MPV, den store 807’er, er kommet i en ny camper-version. Man får to biler i én: Både en hverdags- og en feriebil i luksusklassen. Der er et nydesignet, mere praktisk køkken med ståhøjde, nydesignet hævetag, 4 sovepladser og plads til 6 passagerer, som kan nyde 807’erens gennemførte dagligstuekomfort.
Til hverdag både fremtræder og fungerer den næsten nøjagtigt som de ”civile” 807’ere – med samme rummelighed, samme fornemme køreegenskaber og samme gennemført lækre design og komfort. Peugeot 807 Camper er ombygget, så den i et snuptag kan skifte identitet til en fuldblods feriecamper med spisekøkken og fire sovepladser.
Priserne starter ved 356.990 kr. i stedet for 545.990 kr. for 807 MPV.
Nyt spisekøkken og to dobbeltsenge
Kodeordet for ændringerne i den nye 807 Camper er: Mere diskret elegance, bedre funktion og høj kvalitet.
Til hverdag ser 807 Camper ud som en helt ”civil” luksusbil til den store familie både ude og inde. Camper indretningen er nemlig diskret: Den er ombygget med et specielt, nyt hævetag i aluminium, der kun er to cm højere end det normale tag; men når det på ferieturen foldes op, bliver der fuld ståhøjde i den store kabine – og plads til to sovepladser i form af en lille dobbeltseng oppe under taget. Dertil kan sæderne arrangeres som en dobbeltseng på vogngulvet. Taget har også fået faste tagrailing til ekstra bagage.
En anden nyskabelse er, at indretningen nu er lavet, så der altid er tre sæder i anden række plus ét i tredje, altså komfortabel siddeplads til seks personer i alt.
Det nye, faste køkken står i bagerste højre hjørne som et diskret og lukket skab, pakket ind i grålakeret stål, der matcher kabinens øvrige indretning. Køkkenet rummer gasblus og vask med rindende vand, og dækpladen kan i et snuptag monteres som bord midt i bilen.
Når de tre midtersæder så vendes rundt, får man et fuldt fungerende lille spisekøkken med plads til fire rundt om bordet.
En fornøjelse at køre - og med femstjernet sikkerhed
Kabinen føles som en mindre dagligstue og man er badet i dagslys gennem de i alt 4 m² ruder. Alle passagerer har indstillelige sæder, flaskeholdere, klapborde og opbevarings-rum. Sæderne kan også nemt vendes, klappes ned eller fjernes efter behov.
Kørestilen i en 807 er noget, der skal opleves – udpræget behagelig, præcis i reaktionerne og med flere kraftige motorer at vælge mellem.
Med til billedet hører også, at Peugeot 807 har opnået fem ud af fem mulige stjerner i den krævende Euro-NCAP kollisionstest. Forklaringen er bl.a. seks airbags, 3-punkts seler overalt, pyrotekniske selestrammere og Isofix-beslag til børnesæder. Og en meget stærkt afstivet konstruktion af karosseriet med stød-absorberende zoner, der ”krøller sammen” på en kontrolleret måde, så karosseri-dele ikke trykkes ind til passagererne.