Nu kan man købe en ethanol-Saab 9-5
En af nyhederne på biludstillingen i Los Angeles er en konceptudgave af en 310 hestes Saab 9-5 BioPower, der kører på biobrændslet E85. Der er således en blanding af benzin og ethanol (85 pct.) i tanken, men bilen kan køre på ren benzin eller forskellige blandinger af ethanol og benzin.
Saab kan i dag tilbyde en Saab 9-5 2,0t til kørsel på danske plader for 484.200 kroner, altså en Saab 9-5 BioPower, som kun koster16.200 mere end den vanlige benzinudgave.
Saab 9-5 2,0t BioPower, den, som sælges nu viser, hvordan man kan kombinere en miljørigtig bil med sporty egenskaber, og så får man endda flere hestekræfter og moment med i forhold til benzinudgaven.
Saab i USA overvejer at introducere BioPower i modellerne 9-3 SportSedan, 9-3 SportCombi og 9-3 convertible.
I Sverige har Saab BioPower kørt sig sejrsgang. 5.500 bestilte modellen, 3.900 fik en BioPower Saab leveret i 2005, og Saabs mål for 2006 er omkring 9.000 biler.
Har fået en pris
Konceptbilen Saab Aero 9-5 BioPower på biludstillingen i Los Angeles er netop blevet hædret med en pris under navnet ”Bedst af det Nyeste” af Popular Science Magazine, som hvert år peger på de100 produkter og teknologier, der hver for sig repræsenterer det største fremskridt.
Konceptmodellen skal demonstrere, at ejere af miljørigtige biler fortsat kan have glæde af rigelig motorkraft og køreglæde, samtidig med at bilen skåner miljøet.
Motoren er den 2,3 liters turboladede motor, der ligger i Saab 9-5 Aero SportCombi, og den afgiver næsten 20 procent mere kraft på toppen (310 mod 260 hk) og 25 procent større drejningsmoment (440 Newtonmeter mod 350 Nm) i forhold til benzin-”tvillingen”.
Nul til 100 på seks sekunder
Kræfterne overføres til vejen til en acceleration fra nul til 100 km/t på seks sekunder. Det er 0,9 sekunder hurtigere end benzinudgaven.
Den kraftige 310 hestes version på biludstillingen sigter mod en udgave til det amerikanske marked. Ethanol fremstilles fra landbrugs- og skovbrugs- affald og fremstilles allerede i USA's midtvest region af majs. I modsætning til benzin forhøjes atmosfærens indhold af kultveilte (CO2) ikke ved forbrændingen. Det skyldes, at der sker en udligning mellem udstødningens indhold af CO2 og den CO2, der fremkommer ved, at råstofferne til brændstoffet dyrkes og gror. For at tilsikre gode koldstartsegenskaber, blandes normal 15 pct. benzin i tanken, og dette produkt sælges som E85. (85 pct. ethanol, 15 pct. benzin).
E83 er et højkvalitets brændstof med meget højere oktantal end benzin (104 RON), og det giver mulighed for at sikre højere ydelse uden at risikere motorbanken. Saabs motorstyringssystem har gjort det ret let at justere motoren til forskellig mix af brændstof og luft. Motoren er tilpasset BioPower brændstoffet ved udskiftning af ventiler, ventilsæder, og der er brugt materialer, der tåler brændstoffet, i brændstofsystemet, tanken, pumper, rør og slanger.