Køreglæden er høj for hele familien, når man kører BMW 5-serie. Men hvordan fungerer den som brugtkøb? Vi tester G-serien, og finder de få fejl, du skal være klar på, hvis du også vil være godt kørende.
Okay – jeg er en smule farvet i denne sammenhæng. Derhjemme har jeg selv en hvid BMW 520d Touring (godt nok fra 2009), så det er nemt at finde sig til rette i denne måneds brugttest. I min bog er en 5-serie Touring, uanset årgangen, nemlig den perfekte familiebil. Her får du sublim kørekomfort, rigelig plads til familien, og solid tysk teknik – eller hvad. Det er det, vi skal finde svaret på her.
En tysk klassiker - brugttest af Mercedes E-Klasse
Til opgaven har vi lånt en M-speccet BMW 520d Touring hos Brdr’s Auto i Taastrup ved København. Bilen er fra 2018, har kørt 101.000 kilometer, og koster 469.800 kroner. M-udstyret får testbilen til at se skarp ud med de større spoilere og 18 tommer fælge i M-design. Indvendigt modtages du af et lækkert M rat og lædersæder, som er klar til at forkæle dig over rigtig mange kilometer, for 520d er først og fremmest en autobahn-cruiser, der med sit lave støjniveau og stærke retningsstabilitet, kan æde kilometer efter kilometer uden at gøre sin chauffør træt.
Brugttest – Audi taber forspringet med A6
Apropos mange kilometer, så er der visse ting, du bør kigge efter, hvis du vil købe denne generation 5-serie, som internt kaldes G30 for sedan og G31 for Touring. Og til at hjælpe os har vi taget en snak med indehaveren af Bimmerupgrade i Søborg, Pouria Taghavi, og Henrik Blicher, som ejer German Autocare i Glostrup. De er begge enige om, at Adblue-tilførslen kan drille på modeller med dieselmotor. Selve blandingen, som er urea, kan krystallisere og stoppe til. Der kan også opstå en fejl i styreenheden, der docerer mængden af urea, og der er ikke andet at gøre end at bytte til nyt. Og en ny styreenhed koster 7.000 kroner plus montering.
Hold dig fra M5
Dem som kender til BMW-motorer, kender også de mange historier om N47-motoren. Det er den firecylindrede 2-liters diesel, som er berygtet for at have problemer med knastkæden og de skinner, der guider kæden. N47-motoren blev pensioneret sammen med den forrige generation, og G3/31 kører med B47-motoren, som endnu ikke har vist sig som problematisk, forklarer Henrik Blicher. Man skal dog holde øje med EGR-ventilen og dens køler, for en ny koster 5.700 kroner, og før den er udskiftet, koster operationen typisk 7.500-8.000 kroner. Benzinmotorerne er generelt også solide, hvis man ser bort fra den 4,4-liters V8’er, som du finder i 550i og M5. Her holder plejllejerne ikke længe, og konsekvenserne kan være katastrofale, så de to modeller er rigtig dyre at holde kørende, og selvom det lyder kedeligt, så er det bedre at holde sig væk, mener Henrik Blicher.
Dieseldansen - brugttest af BMW X3
Pouria Taghavi advarer om, at man kan opleve problemer med fordelergearkassen i varianter med firehjulstræk, men det skyldes, at ejeren monterer forskellige dæk. Tolerancen i fordelergearkassen er nemlig på bare én procent, så har du et dæk, som er helt nyt, mens de øvrige tre er slidt ned, så er det nok til at kunne skabe problemer. Henrik Blicher vil også undgå de modeller med medstyrende bagaksel. Aktuatoren, der skubber på hjulene, har det nemlig med at give op, og en ny koster 20.000 kroner.
Panoramasoltaget er et andet sted, hvor de ser mange fejl hos Bimmerupgrade. Der sidder to motorer, den ene ved loftslyset, og hvis den bliver varm, så lukker den ned. Man kan nulstille den, men fejlen kommer typisk igen, så til sidst skal den skiftes. Pouria Taghavi minder om, at man generelt glemmer at servicere soltaget. Men det skal altså også have smøret kabeltrækkene og renset afløbskanalerne, ellers stopper de til, og der kan komme vand i kabinen.
Alle modeller har også en SOS-telefon, som ringer 112, hvis eksempelvis airbags udløses. Telefonen har et ’telecommunications module’ og tilhørende batteri. Batteriet har svært ved at klare flere år med hård kulde, og så falder det sammen. Batteriet er gemt under hajfinnen i taget, og koster derfor omkring 8.000 kroner at få skiftet hos et autoriseret værksted, mens Bimmerupgrade kan gøre det for 1.800 kroner.
Kan du veksle højt kilometertal for luksus – her er tre fede og billige familiebiler
Selvom det måske lyder som om, der er flere fejl på G-modellen, så er begge mekanikere enige om, at den seneste 5-serie er en fremragende og solid brugtbil proppet med køreglæde, som kan glæde dig og din familie i mange år.