Vi har samlet en kavalkade af 'billige' biler med 200 heste, 300 heste, 400 heste og helt op til 500 heste – kort sagt, vil du have flest kræfter for pengene, så læs med her.
Indrømmet – vi har jo alle en lille djævel indeni, og han hedder som regel Brian (undskyld til alle ikke-bilinteresserede, som hedder Brian). På overfladen snakker vi gerne om brændstoføkonomi eller rækkevidde på elbilen, men nedenunder drømmer vi om brølende motorer og masser af hestekræfter. Derfor har vi her samlet en kavalkade af de billigste biler på Biltorvet med mange kræfter. Du skal altså ikke forvente gode tilbud, billig ejerafgift eller generelt solide biler. Missionen er flest kræfter for færrest penge, og så kan det godt være, der bliver gået på kompromis med nogle af de ting, vi normalt ellers ville sætte pris på, når vi kigger på brugte biler.
200 hestekræfter
Artiklen er delt op i fem afsnit, og bilerne rækkefølge er inddelt efter antal hestekræfter, og altså ikke prisen. Vi starter med 200 hestes grænsen, for livet starter jo først her, og så måske alligevel ikke. For først bil på listen er en liden sexet Citroën C5 V6 med 317.000 kilometer på tælleren. Her får du en 3-liters motor med 210 hestekræfter til bare 9.800 kroner, og ifølge annoncen er bilen faktisk nysynet, men vi skynder os alligevel videre.
Næste bil er noget mere sexet – Saab 9-5 Aero. Og de sidste fire bogstaver antyder, at vi har fat i den hurtige variant. I Aero yder den 2,3-liters motor 250 hestekræfter, og netop denne motor har ’kun’ kørt 304.000 kilometer. For denne herlige svenske stationcar skal du kun slippe 19.900 kroner, men så skal du selv stå for at lave rust og syne bilen.
Rallymaskinen – derfor elsker vi Toyota GR Yaris
Volvo S80 T6 er måske ikke den frækkeste bil på Striben, men så kan du jo altid blære dig med, at den engang var god nok til Dronning Margrethe. Det vides ikke, om hun også satte pris på den 2,9-liters sekscylindrede rækkemotor, men det er helt sikkert, at den har 272 heste, og det her eksemplar, som har kørt 347.000 kilometer, kan blive dit for 27.800 kroner.
300 hestekræfter
Vi starter med en velholdt Mercedes E500 fra 2002. Den har kørt 237.000 kilometer, og den er importeret fra Tyskland i 2016. Prisen er 154.900 kroner, men så får du til gengæld også luftundervogn, varme og køl i forsæderne og selvfølgelig 306 hestekræfter.
Vil du have lidt flere kræfter og plads til hunden, så har vi fundet en saftig og luksuriøs BMW 545i. Her får du en 4,4-liters V8’err med 333 hestekræfter, som kan sende dig til 100 km/t på seks sekunder. Bilen er fornuftigt vedligeholdt med masser af stempler i servicebogen, og den kan blive din for 99.900 kroner.
Fremtiden lige nu – Porsche Taycan Turbo S
Se, nu bevæger vi os op i de højere luftlag med en ægte AMG. Vi har fundet en Mercedes CLK55 AMG med 347 buldrende V8-hestekræfter, og så er 0 til 100 tiden nede på 5,4 sekunder. Bilen er lidt flosset i kanterne og har kørt 227.000 kilometer, men kan altså blive din for bare 149.900 kroner.
400 hestekræfter
Fra AMG springer vi til en Audi S6. Bilen her er fra 2007, og er udstyret med den eksotiske 5,2-liters V10-motor med 435 hestekræfter ved 6.800 o/min. Det er grundlæggende samme motor, du finder i en Lamborghini Gallardo, og så ville prisen være noget højere. Bilen her har kørt 201.000 kilometer, og koster 160.000 kroner afhentet.
Er du til mange kræfter pakket ind i et mindre parcelhus, så tjek denne Porsche Cayenne Turbo. Den 4,5-liters V8’er spytter 450 hestekræfter ud, og det giver en topfart på 266 km/t for den 2,3 tons tunge SUV. Bilen er fra 2004, har kørt 188.000 kilometer og koster 144.900 kroner.
Hvis djævlen var familiefar – BMW X3 M
Her har vi så endnu en AMG, men denne gang en E55 AMG, Den 5,4-liters V8’er har kompressor og officielt 476 hestekræfter, men netop denne bil skulle ifølge sælger have en tuning fra Kleeman, så den i stedet yder 650 hestekræfter. Bilen er fra 2004, har kørt 215.000 kilometer, og fra ny har den kostet over to millioner kroner. Nu kan du få den for 249.900 kroner.
500 hestekræfter
Vi skelner ikke; hestekræfter er hestekræfter, uanset om de stammer fra kobberviklinger eller stempler og ventiler, og skal vi over 500 heste, så er det svært at slå en Tesla Model 3 Performance. Den har to elmotorer og i alt 513 hestekræfter, og det gør den i stand til at runde 100 km/t på 3,3 sekunder. Bilen her er fra 2019, har kørt 54.000 kilometer og koster 397.000 kroner.
Tusindeårsfalken - Tesla Model 3 er landet
Vi tager lige endnu en Tesla, for her kan du få meget for pengene. Denne Tesla Model S 90D har 525 hestekræfter, runder 100 km/t på imponerende tre sekunder. Den er fra 2015, har kørt 167.000 kilometer og koster 359.900 kroner.
Og bare lige for at runde 500-hestes klassen har vi fundet en BMW 760Li. Her får du den massive 6-liters V12 motor med to turboer, 544 hestekræfter og 750 Nm skub. Selv om limousinen har lang akselafstand, runder den 100 km/t på 4,6 sekunder. Bilen er fra 2010, har kørt 167.000 kilometer og koster 469.900 kroner.