Mazda MX-5 har ganske fortjent fået sin egen plads i bilhistorien som en sjov og fornuftig sportsvogn, der kan tåle at blive brugt hver dag. Vi har ryddet liften for at se, om det også gælder for den seneste fjerde generation.
Mazda laver en af verdens mest populære og solgte sportsvogne – over én million er der produceret fra introduktionen i 1989 til 2016. Og lad os så lige slå det fast; MX-5 er en rigtig sportsvogn. For selvom den aldrig har haft særlig mange kræfter, så er den konstrueret på den helt rigtige måde – baghjulstræk, lav vægt, en motor, der tager mange omdrejninger, og et foldetag, der pakkes væk med et snuptag. Da den seneste generation, også kendt som ND, blev introduceret i slutningen af 2015, bød den på en vigtig forbedring. Den var 105 millimeter kortere end den udgående model og havde tabt sig 100 kilo, for en bil, som i forvejen vejer cirka det samme som en badesvamp. Det gør MX-5 overordentlig kvik – specielt som her i testbilen med den store 2-liters motor med 160 hestekræfter.
Brugttest: VW Golf er en sikker vinder
Åbn den lille dør, og lad din bagdel falde ned i det intime cockpit. MX-5 er en bil, du tager på, og har du en partner med lange ben, så er det bare ærgerligt for vedkommende, som må sidde med knæene mellem ørerne. Så længe du har nøglerne, kan du være ligeglad, for MX-5 er sjov. Fandens sjov. De relativt få hestekræfter, de smalle dæk, en fleksibel undervogn og den lave vægt inviterer dig til at smide rundt med japaneren. Du kan lave små kække overstyringer i hver rundkørsel og piske motoren mod næsten 7.000 o/min, uden at folk på gaden tænker, at du kører som en psykopat. Kort sagt – Mazda MX-5 er en fantastisk pakke proppet med køreglæde. Men i dag handler det ikke om køreglæde, men om at finde den bedste brugte bil, og vi har lånt en fin, dybrød 2,0 MX-5 med Sport-pakke fra Rafn-Larsen Automobiler i Ballerup. Den står til 329.900 kroner med bare 14.000 kilometer på tælleren.
Harakiri
Spørger man danske entusiaster fra MX-5 Club Danmark, så det overordnede indtryk, at den seneste generation er lige så solid, som man forventer af enhver anden japansk bil. Hvis der skal peges på et problem, så er det den tykke gummiliste som omslutter vinduerne i dørene, når kalechen lukkes. En ejer blev opmærksom på det, da han fik indtrængende vand i højre vognbund. Listen har en lille bukning, som tilsyneladende er fejlkonstrueret, da listerne på gummikanten bukker den gale vej ved møde mellem liste og kaleche.
Brugttest: MX-5 RF automatic – en rigtig sommerbil
Kigger man ud over det store, dybe internet, findes der mange grufulde historier om gearkassen, som begår harakiri, fordi den har svært ved at holde til momentet fra 2-liters motoren. Det har fået Mazda selv til at udsende en reparationsguide, hvor de simpelthen skriver, at gearkassen skal udskiftes, hvis fejlen opstår. Symptomerne er en knasende lyd, når der skiftes fra 1. til 2. gear eller fra 2. til 3. gear. Det kan også være så slemt, at det slet ikke muligt at skifte til disse gear. Lyt også efter en underlig lyd fra gearkassen, når den står i frigear, og motoren går i tomgang – det er måske tegn på problemet.
Fætter Højben - brugttest af Mercedes GLA
I den danske MX-5 Club er det dog ikke et problem, medlemmer selv har set, og hos Mazda Danmark forklarer Informationschef Jannik Olsen, at man har solgt i alt 608 ND MX-5’ere, men har kun leveret to nye gearkasser i samme periode, og begge har været til motoren på 1,5-liter. Ikke desto mindre er det en god idé at være opmærksom på gearkassen, når du testkører et potentielt køb. Der må ikke være ekstra modstand omkring 1., 2. eller 3. gear, og der må heller ikke være støj, når den står i frigear med motoren kørende.
Topløs og villig
Nogle ejere beretter om problemer med toppen. Når kalechen er foldet sammen, kan stoffet gnide mod hinanden, og det giver slidmærker lige omkring syningerne. Det gælder dog mest for kalecher uden indertag, da de foldes tættere. Nogle kalecher har også en tendens til at gnide mod de to sikkerhedsbøjler bag nakkestøtterne, og med tiden kan det altså gnave hul, så sørg for at folde taget op og ned, når du tester bilen, for at se om mekanismen virker – den skal kunne betjenes med en hånd – og at intet gnider unødvendigt mod hinanden.
Brugttest: Made in China - Volvo S90 D4
Grundlæggende er det dog i petitesse-afdelingen, og samlet set er seneste generation af MX-5 en villig og legesyg sportsvogn, som du ikke skal frygte dyre regninger eller skjulte fejl på. Den er helt igennem sjov – og fornuftig.