Den ligner en børnetegning på en vogn, som kan køre over klipper i en fjendtlig atmosfære på en fremmed planet, mens rumvæseners laserskud preller af på stålet.

Teslas Cybertruck er kongen af et unødvendigt køretøj, som ingen har bedt om, for hvor mange er vi, der rent faktisk står i den situation? Bevares, hvis du er otte år gammel, så findes der ikke et federe køretøj, for den her bil modstår ALT.

Amerikanerne er fede og dumme, og bruger ikke deres kæmpe-pick-up trucks som et arbejdsredskab alligevel, så hvorfor ikke give dem noget på fire hjul, som taler ind i det narrativ? Altså en bil, som kan modstå en krig, men som man aldrig nogensinde får brug for andet til, end at transportere rabatkuponer til Walmart og tonsvis af sodavand og færdigretter den anden vej?

Det syntes at være mantraet i Teslas Cybertruck, der indeholder flere konstruktive konflikter end mellemøstregionen.

Tesla Model Y - solid som brugtkøb

Vi taler om en elbil, som er gjort så tung som muligt, ved at beklæde den med tykke koldvalsede stålplader og panserglas (som i reklamematerialet loves at kunne stoppe en baseball i fuld fart – og ikke en stålkugle, som ved præsentationen af elbilen ødelagde ruden).

En elbil skal jo helst være så let som muligt for, at den kan køre så langt som muligt, men her er badevægten kravlet op over de tre tons. Til gengæld må den trække fem tons, så det samlede vogntog sniger sig over otte tons, og dermed sniger det sig også over, hvad de fleste har kørekort til.

De tykke plader, gør designet kantet, da det er billigere at producere end bløde buer, og det har man så ikke talt ned på nogen måder – men har blot lavet bilen som en stor trekant med hjul. Det giver en ret stor forrude, som er blevet udstyret med verdens længste vinduesvisker.

Kolos på luftfødder

Cybertruck er 2,2 meter bred (2,4 med sidespejle) og 1,8 meter høj, men hele 5,7 meter lang, hvilket i sig selv nok giver større udfordringer i en p-kælder end at køre den på månen.

Den har luftundervogn, så terrænet ikke forstyrrer din brede numse unødigt i sædet. Undervognen kan give dig en frihøjde på lige over 40 centimeter, hvilket faktisk er flot, men den lange akselafstand, gør det nok alligevel til en udfordring at komme over små stejle bakketoppe uden at kradse bugen på bilen.

Biltorvet var inviteret til Teslas center i Køge for at tage uhyret i øjesyn, og vi må indrømme, at vognen voksede lidt på os. Den er ikke nær så dum, som billederne viser. Måske fordi den overraskende nok, er en bil, en helt almindelig bil, som også kræver sprinklervæske og har en kabine med normale sæder.

Anmeldelse: Tesla Model Y - sådan kører den rabatramte tyske version

Sagt med andre ord, den er brugbar. Den virker heller ikke så stor, som på billeder, måske fordi Tesla havde placeret den midt i en kæmpehal, tilpas langt væk fra andre biler, så man ikke kunne sammenligne.

Og så byder den endda på en nyskabelse, som giver ny mening til en af Teslas dummeste opfindelser, nemlig det halve såkaldte Yoke-rat, man kunne få til Model S, hvor også blinklyset er knapper på rattet, ligesom i Model 3 nu om dage. I en normal bil er sådan et halvt rat ret uhandy at dreje, men Cybertruck’en har Steer-by-wire. Det betyder, at den direkte forbindelse fra rat til hjul, er erstattet af en elektrisk forbindelse, hvilket igen gør, at du kun skal dreje rattet en halv omgang, altså 180 grader, for at få fuldt styreudslag. Altså du kan med begge hænder på rattet få fuldt styreudslag og det er smart. Baghjulene styrer med, så venderadiussen loves lille – vi har ikke de nøjagtige specs.

Årets brugtbil er for første gang en elbil - og det blev en Tesla

Kabinen byder på en skærm på hele 18,5 tommer, men den virker ikke så stor i virkeligheden. Derudover er kabinen som Teslas andre modeller renset for knapper – alt foregår på skærmen.

Ingen planer om europæisk lancering

Vi kørte som sagt ikke i vognen, men du loves en acceleration til 100 km/t på blot 2,7 sekunder i performancemodellen, som kaldes Cyberbeast, hvilket igen er en uhyrlig modsætning til, hvor tung og stor bilen er.

Batteristørrelsen kender vi heller ikke, men rækkevidden skulle være på 515 kilometer, og dertil kan man fylde ladet med et ekstra batteri, så du kan køre 705 kilometer. Tophastigheden er 209 km/t.

Elbil uden bagsiden - brugttest af Tesla Model 3

Opladning sker også hurtigt, ikke mindst på grund af at vognen er udstyret med 800 volts teknologi, så det kan ske med op til 250 kW. Også bilens normale ledningsnet er tunet - det er på 48 volt, mod normalt 12 volt, hvilket har den fordel at ledningerne kan laves tyndere, så man sparer lidt kobber.

Bilen laves i Texas, hvor kernepublikummet bor, og indtil videre kan de sælge alle, de sprøjter ud, så der er ikke planer endnu om at forsøge en typegodkendelse i fx EU.

 

Hvis du selv vil se Cybertruck’en er den på tour her:

Tesla Køge: 8. - 9. juni

Tesla Greve: 10. - 13. juni

Mikkeller Baghaven (Reffen, København): 14. - 15. juni

Tesla Odense: 16. - 18. juni

Tesla Århus: 19. - 22. juni