Alfa Romeo har introduceret en ny version af den fantastiske sportsmodel Giulia Veloce. TI hedder den nye variant, som er proppet med udstyr. Men hverken kulfiber-beklædninger eller 8-vejs justerbare sportssæder er det, der skaber køreglæden – så spar bare pengene.
Alfa Romeo Giulia Veloce fortjener at blive en fremtidig klassiker. Lidt på samme måde som den sølvgrå 2000 GTV på billederne. Den er Italiensk, når det er bedst, hvor design og køreegenskaber smelter sammen til én vidunderlig risotto af køreglæde – præcis som den noget yngre røde Giulia. For ærligt talt er jeg ret ligeglad med, at Giulia Veloce nu fås i en TI-version, hvor bilen bliver proppet med udstyr til en ekstrapris på 104.000 kroner – men lad os bare få den nye model afdækket med det samme.
Den lange vej hjem - Alfa Romeo Giulia Veloce
TI er en forkortelse af Turismo Internazionale og navnet på en motorsportsklasse. Hos Alfa Romeo er det en udstyrsbetegnelse, som har været brugt siden 50’erne og som præger versioner med høj ydelse og skarpe køreegenskaber. I dag er forskellen mellem den almindelige Giulia Veloce og TI-modellen en lang liste af udstyr, der forsøder tilværelsen som eksempelvis sorte 19 tommer fælge, xenon forlygter med kurvelys, navigation, DAB og Apple Carplay, skifte-paddles i aluminium, kulfiber-beklædninger og læder på instrumentbordet, parkeringssensorer og bakkamera, nøglefri adgang, 8-vejs el-justerbare sportssæder med læder/alcantara indtræk og varme i rattet. Intet af det gør bilen hurtigere, men der er altså ikke meget tilbage på ekstraudstyrslisten, som du kan tilvælge udover TI-udstyret. De sidste krydser gælder røde bremsekalibre og en kulfiberpakke med hækspoiler og sideskørter til 31.000 kroner.
Superheltens lillebror
Jeg er ikke fan af kulfiberpakken, for den får testbilen til at ligne den rigtige superhelt – Giulia QV med 510 hestekræfter og en pris til knap halvanden million kroner. Kun den ekstra afstand mellem hjul og skærmkasse afslører, at den røde testbil ikke er en sænket vanvidsmaskine som storebroren. Og ja, så er der lige lyden – på et tidspunkt kørte jeg ind for at tanke. Det sker ofte, for Giulia Veloce er tørstig, og tanken er lille. Da jeg kom ud fra tanken, kunne jeg mærke, at jeg blev fulgt med øjnene af et par unge knægte hen mod den røde hingst. Skuffelsen i deres øjne var dog ikke til at tage fejl af, da jeg kørte væk. Når du trykker startknappen på rattet ind, og de fire cylindre pumper i gang, er det med en lyd, der kunne forveksles med en moderne diesel. Der er ikke meget race over de to liter og 280 hestekræfter i tomgang, og drengene havde tydeligvis forventet noget andet, langt mere potent.
Vi ryster med røven i Renault Megane RS
Men lad os bare få opklaret eventuelle misforståelser – Giulia Veloce er potent, også i TI-versionen. De 280 hestekræfter er nok til at sende italieneren fra 0 til 100 km/t på 5,2 sekunder. Det er blandt andet takket være et sofistikeret firehjulstræk og en velfungerende 8-trins ZF automatgearkasse, der kan skifte både blødt, hårdt og lynhurtigt i sportsprogrammet dynamic. Man kunne godt savne, at motoren var mere omdrejningsvillig eller måske mere belønnende, når den blev pisket, men særlig karismatisk er den desværre ikke, og det er ikke motorens fortjeneste, at du bliver varm om hjertet, når du kører denne Alfa.
Køreglæden
For du bliver varm om hjertet og i håndfladerne, når du kører Alfa Romeo Giulia. Denne bil har det bedste, mest delikate styretøj for nogen bil under én million kroner. Det er så direkte og så præcist, at det bliver elegant – som en balletdanser, der har absolut kontrol over hver eneste muskel i sin krop. Den følelse, styretøjet giver dig, er med til at gøre hver eneste køretur til en fornøjelse, også selvom du bare skal sætte børnene af i fritidsordning.
Lige over grænsen – Ford Mustang Bullitt
Det næstmest geniale ved Giulia Veloce er undervognen. Krængningen er minimal, så bilen skifter retning nærmest telepatisk, og du kan nemt placere den lige præcis dér i svinget, hvor du vil have den. Til trods for det, er det ikke sådan, at du får banket lever, nyrer og milten ud af dig, når du kører over et hul i asfalten. Umiddelbart virker affjedringen hård, men som du kommer op i fart, falder undervognen til ro, og over skarpe kanter eller dybe huller, formår dæmpere og fjedre at afskærme dine organer fra tæsk.
Selve firehjulstrækket er orienteret mod baghjulene, således, at moment først overføres til forhjulene, når baghjulene begynder at slippe. Det betyder, at du kan mærke bagenden skubber på rundt i svingene, så du undgår understyring. Hvis du holder på speederen, træder bagenden gerne ud, men ikke mere, end at det føles sikkert og underholdende, og resultatet er en berusende oplevelse som ikke mange andre biler, kan matche.
Toyota Yaris GRMN – festversionen til de fartglade
Der er bestemt bagsider ved Giulia i forhold til konkurrenter. Bagagerummet er småt, og åbningen er ikke større end en brevsprække. Bagsædepladsen er dårlige end i en Polo, og du skal være gymnast for at komme ud derfra elegant. Men helt ærligt, så er jeg villig til at se gennem fingre med den slags, for det er svært ikke at forelske sig i den italienske skønhed. Havde jeg selv den slags penge, ville jeg spare TI-udgaven væk og snuppe en almindelig Veloce i stedet med en eftermonteret sportsudstødning, der kunne få motoren til at vågne op. Jeg ville helt sikkert også holde mig væk fra kulfiberpakken, som bare får den ellers så dejlige Veloce til at ligne noget, den trods alt ikke er.