Volkswagen satser alt på at være markedsledende på elbiler. Således forventer tyskerne at runde én million producerede elbiler allerede i 2023 – to år før det oprindelige mål.
Det er kun godt tre måneder siden, vi så Volkswagen ID.3 i produktionsform, og først i november startede produktionen på Volkswagens fabrik i Zwickau. Alligevel tror Volkswagen på, at man allerede i 2023 har produceret én million elbiler. Det er altså to år tidligere end mærkets hidtidige og ambitiøse plan. 2025 var oprindeligt målet, men til den tid forventer tyskerne nu, at man har bygget 1,5 millioner elbiler.
Så billig bliver den elektriske folkevogn - Volkswagen ID.3
Volkswagen Group investerer 246 milliarder kroner i disse bestræbelser frem til 2024, hvoraf 82 milliarder kroner går alene til Volkswagen-mærket. Det er en voldsom stor pose penge, som viser, at Volkswagen tror på elektrificering. Et skifte som for alvor kom efter Dieselgate-skandalen og Teslas succes med først Model S og nu Model 3.
Til at bekæmpe blandt andet Tesla har Volkswagen et helt batteri af ny elektriske modeller på vej, som alle bærer navnet ID. Næste model bliver en SUV baseret på ID. Crozz konceptbilen, der får verdenspremiere i løbet af året og går i produktion på Zwickau-fabrikken i anden halvdel af 2020. I Kina påbegynder Volkswagen også i 2020 produktionen af MEB-baserede elbiler. Det forklarer Thomas Ulbrich, bestyrelsesmedlem i Volkswagen-mærket med ansvar for e-mobilitet.
I.D. Crozz - verdenspremiere fra Volkswagen
2020 vil blive et nøgleår for transformationen af Volkswagen. Med markedslanceringen af ID.3 og andre attraktive modeller i ID. familien, vil vores offensiv indenfor e-mobilitet også blive synlig ude på vejene. Vores nye overordnede plan for 1,5 millioner elbiler i 2025 viser, at folk ønsker klimavenlig individuel mobilitet - og vi vil gøre den overkommelig for millioner af mennesker.
Volkswagens første elbil
ID.3 er baseret på Volkswagens Modular Electric Drive Toolkit (MEB) og leverer en rækkevidde på 330 til 550 kilometer. Basismodellen koster fra 279.995 kroner. Indtil videre har over 37.000 kunder i Europa betalt depositum og reserveret en ID.3.
Fra 2021 vil op mod 330.000 elbiler rulle af samlebåndet hvert år i Zwickau, hvilket ifølge Volkswagen selv vil gøre fabrikken til den største og mest effektive elbilfabrik i Europa. Internationalt er forberedelserne til produktionsstart af ID.-familien også godt i gang i Kina og USA. Pre-produktionen af ID.-modeller er allerede startet på Anting-anlægget i Kina.
Tysk herregårdsvogn til de grønne – Volkswagen ID. Space Vizzion
Volkswagen har også lagt fundamentet for udvikling, test og produktion af battericeller i Europa. En battericellefabrik med en kapacitet på 16 gigawatt-timer skal udvikles i Salzgitter fra 2020. Produktionsstart er planlagt til ultimo 2023 /primo 2024. Til dette formål har Volkswagen indgået et joint venture med den svenske batteriproducent Northvolt.
Volkswagen har også åbnet for, at eksterne partnere kan få adgang til MEB-platformen til elbiler. Ford vil være en af de første bilproducenter, der benytter MEB. I 2023 introducerer mærket en MEB-baseret elbil i Europa og forventer at sælge mere end 600.000 MEB-biler inden for seks år.