Toyota løftede sløret for en lille ny sportsvogn ved biludstillingen Tokyo Motorshow i oktober. Nu er den japanske bilgigant klar med en endnu mere aggressivt udseende udgave af den interessante sportsvogn.
Med et sportsligt og samtidig enkelt design fik konceptbilen Toyota S-FR de besøgende til nærmest at dreje nakken af led ved verdenspremieren på Tokyo Motorshow i oktober. Nu er Toyotas motorsportsdivision Toyota GAZOO Racing klar til at vise en ny og mere aggressivt udseende udgave frem klar til sjov og ballade på bane. Det sker ved Tokyo Auto Salon 2016 i midten af januar.
Den bemærkelsesværdige lille sportsvogn, der er en konceptbil, har fået navnet Toyota S-FR Racing Concept og kan smykke sig med ekstra brede skærme, opsigtsvækkende luftindtag på motorhjelmen og brugen af carbonfiberforstærkede plastikvinger samt front- og hækspoilere.
Konceptbilen viser Toyotas vision for S-FR som en performance bil, der er født til racerbanen. Mens modellen af Toyota S-FR Concept, der var udstillet ved Tokyo Motorshow, havde en enkel og mere velkendt styling, sigter Toyota S-FR Racing Concept efter et mere aggressivt udseende. Toyota S-FR Racing Concept er 140 mm kortere, 40 mm smallere og 155 mm lavere end Toyotas roste sportsvogn GT86.
Der er trods den store opmærksomhed og interesse for Toyotas lille nye sportsvogn S-FR endnu ingen konkrete planer om at sætte den i produktion.