Dynamisk 2-personers 4-hjulstrukket sportsvogn inspireret af flyindustrien og de skandinaviske rødder
Saab Aero X er en dynamisk 4x4 2-personers sport coupé med to elementer fra Saabs fortid: Saabs arv fra flyindustrien og de skandinaviske rødder.
Mest iøjnefaldende er kombinationen af forrude og tag, der åbner bagtil som glaskuplen over cockpittet på et jetfly.
Der er ingen A-stolper og ingen døre. Så der er frit udsyn 180 grader rundt. Og det er let at komme ind og ud af den lave bil.
Der er ingen dørhåndtag, stødlister eller spoilere. Det har været målet at give så glatte linier som muligt som fuselagen på et fly.
Saab Aero X blev skabt som svar på et enkelt spørgsmål: Hvad ville der ske, hvis en bil helt og holdent blev udformet, så den udtrykte Saabs arv på en ny måde?
Med mange nye og overraskende detaljer, og kræfterne fra en ”grøn” 6-cylindret 2,8 liters 400 hk twin-turbo BioPower motor viser denne fremtidsvision vejen frem mod nye horisonter for Saabs udvikling.
Helt specielle LED-lygter
Også på et andet punkt er Aero X forud for sin tid. I stedet for almindelige lamper benyttes overalt lysdioder (LED) i forbindelse med specielt glas.
I kabinen fortsætter Saab traditionen med at give køreren tydelige og sikre informationer. En videreudvikling af ”natinstrumenteringen”, med kun lys i speedometeret, er der i Aero X et blankt forpanel med buet akryl, der bruges til at vise udvalgte informationer.
Teknikkerne med sandblæsning, polering og laserradering, som de benyttes i den svenske glasindustri, er kombineret med en snedig baggrunds- og sidebelysning med LED til at give et tredimensionalt indtryk.
Grøn belysning er en anden Saab tradition lånt fra flyindustrien, fordi det giver optimal tydelighed.
Designerne har også i fuld udstrækning benyttet fordelene ved LED-lys. Den er kompakt, har lang levetid og en hurtig reaktion, i både for- og baglygter. Forlygterne har en enkelt LED til både langt og kort lys, hvilket er lidt på forkant med en udvikling, der sandsynligvis vil komme på produktionsmodeller i den nærmeste fremtid. Disse lyskilder er anbragt bag projektørlinser, og ved dagslyskørsel kommer lyset fra små LED anbragt i toppen af lygterne.
Skjult lyskilde
Tilsyneladende er der slet ingen baglygter. I stedet er der en smal, uigennemsigtig bjælke, der har LED til alle baglygtefunktioner. Når en af lamperne tænder, giver den et klart lys, mens selv lyskilden er skjult.
Den dominerende effekt i interiøret er et meget moderne udtryk for teknisk design. Ganske som i et jetfly finder man ingen pynt som ædelt træ, krom eller gulvtæppe.
I stedet for de sædvanlige instrumenter er der som nævnt en glasagtig skærm, på hvilken oplysningerne bliver projekteret, og der er ingen fremstående knapper eller kontakter.
Udsynet fra førersædet er fremragende, fordi vindspejlet er bøjet om fra B-stolpe til B-stolpe og selv udsynet gennem glastaget giver én en fornemmelse af ikke at være lukket inde. Den del af kuplen, der udgør vindspejlet, er præpareret med et vandafvisende lag, der gør viskere overflødige. Glasset udelukker desuden ultraviolette stråler.
De to personer sidder lavt i de velformede sæder, og selv personer med en højde på 195 cm har rigelig plads. I stedet for gulvmåtter er der indlæg med skridsikkert gummi.
Motor og transmission: 7-trins gearkasse
Karosseriet er opbygget som en skalskrogkonstruktion beklædt med kulfiberarmeret plastikplade. En 2,8 liters V6 letmetal turbomotor er monteret på langs bag forakslen, og den udvikler 400 hk ved 5.000 motoromdrejninger pr. minut. Den yder 500 Newtonmeter mellem 2.000 og 5.000 rpm.
Brændstoffet er Bioethanol E100, der gør det muligt at bruge et kompressionsforhold på 12:1, fordi oktantallet er 106 RON mod benzinens 95 RON . Bilen kan også køre på ren benzin eller alle blandingsforhold af ethanol/benzin, hvis der ikke er en BioEthanol tank i nærheden.
Der er 4-hjulstræk med variabelt moment for og bag. En automatiseret 7-trins gearkasse med dobbelt kobling gør det muligt at vælge mellem automatik eller sekvens gearskift betjent med knapper på rattet. Tophastigheden er begrænset til 250 km/t, og accelerationen fra nul til 100 km/t sker på 4,9 sekunder. (Computersimuleret måling).
Der er ventilerede skivebremser for og bag (380 mm), elektronisk stabilitetskontrol og kontinuerlig dæmpningskontrol indgår i Saab Active Chassis.
Bilens udvendige mål er: længde: 4675 mm, bredde: 1918 mm og højde 1276 mm.