600 hk og lavere pris end billigste Panamera – Porsche vil investere 5,2 milliarder for at få den elektriske model Mission E på gaden allerede i 2019
Tesla kom bagfra og hev bukserne ned på de traditionelle bilproducenter, da de lancerede Model S i 2013. Nu har de fleste efterhånden fået trukket bukserne op igen, og én af dem er Porsche, der nu melder sig med en elektrisk model, der introduceres i slutningen af 2019.
Men lad os lige springe tilbage i tiden først. For to år siden viste Porsche konceptet Mission E frem på årets Frankfurt Motorshow. Alle var imponerede over det elegante design, og bilens kraftfulde motorer. De tekniske specifikationer lød på 600 hk, firehjulstræk, 0 til 100 km/t på under 3,5 sekunder, over 500 kilometers rækkevidde – og en ladetid fra 0 til 80 procent på bare 15 minutter.
Det er dette koncept, som Porsche vil sende i produktion, og ifølge det britiske magasin Car, der har talt med Porsches administrerende direktør, Oliver Blume, skulle den være god nok. Bilens batteri kan lades til 80 procent på bare et kvarter. Det betyder reelt, at man kan tanke 400 kilometer på den tid, det tager at tisse og købe en kop kaffe.
Elektrisk oprustning
Porsches elektriske eventyr betyder også, at den tyske producent udvider de kommende år. Omkring 5,2 milliarder kroner investeres i at opbygge en ny fabrik, og samtidig udbygger man motorfabrikken i Stuttgart, så den også kan håndtere elmotorer. Porsche forventer samtidig at skulle til at ansætte omkring 1.000 nye folk til at bygge elbilerne.
Om Mission E kommer til at beholde navnet, vides endnu ikke, men Oliver Blume forklarer, at den store firepersoners bil placerer sig mellem 911 og Panamera i Porsches modelprogram. Prisen bliver til gengæld ganske interessant. Porsches direktør lover, at modellen vil koste det samme i USA, som en basis Panamera – eller lige omkring 585.000 kr. Det er ret skarpt prissat i forhold til Tesla. Til sammenligning koster en Model S 100D 616.000 kr.
Hvad prisen bliver herhjemme, er endnu for tidligt at sige, men billigste Panamera starter i dag, inklusiv 150 procent afgift, ved 1.718.690 kr. I 2019 burde der stadig ’kun’ være 40 procent afgift på en elbil, så man kunne håbe på, at Mission E bliver et godt tilbud.