En fusion mellem en familiebil og en sportsvogn
5.-6. marts er der premiere på den nye SEAT Toledo hos alle Danmarks SEAT-forhandlere. En futuristisk formgivning gør Toledo til både en øjenåbner og en praktisk bil med bedre udnyttelse af pladsen og stor fleksibilitet. Tredje generation af Toledo tilgodeser de kerneegenskaber, tidligere Toledo-ejere har sat stor pris på: Gode pladsforhold, stor bagklap og komfort. Samtidigt er den helt anderledes, og de fremragende sportslige køreegenskaber får smilet frem bag rattet.
Dynamisk linie
SEAT er med de seneste to modeller, Altea og Toledo, gået nye veje indenfor design. Fælles for disse og flere Seat studiemodeller er den dynamiske linie, som begynder i skærmkassens runding foran og løber i en energisk kurve over dørene til baghjulet. Formmæssigt skiller Toledo sig ud fra mængden. Bagpartiet er ikke bare markant design, men også praktisk. Der er nemlig blevet plads til et stort og let tilgængeligt bagagerum. Desuden har dette design gjort det muligt at montere en stor bagrude, som giver bilens fører et utroligt godt udsyn via bakspejlet og lukker masser af lys ind i kabinen. Også formen på bagdørene, den store frontgrill og de udtryksfulde forlygter gør Toledo helt speciel.
Fri for fordomme
Den dynamiske linie giver sig ikke blot udslag i et særegent formsprog. I bogstaveligste forstand har SEAT gjort op med sit image som en lidt kedelig, afart af sit oprindelige italienske ophav. SEAT er nu fuldgyldigt medlem af Volkswagen-koncernen og Audis mærkegruppe. Med den fordomsfri forening af sydlandsk temperament og nøgtern tysk teknologi har det spanske bilmærke distanceret sig fra de klassiske bilkoncepter.
SEAT Toledo kombinerer et dristigt design, sportsligt dynamiske køreegenskaber og legesyge motorer med materialer af høj kvalitet, komfort for alle pengene og plads til både dette og hint.
Funktionel og komfortabel
Toledo har plads til hele den lille familie og dens omfangsrige bagage. Den specielle konstruktion og en højde på 1,57 meter gør Toledo endog særdeles rummelig og funktionel. Især er bagagerummet overvældende med en volumen på 500 liter. For at øge bagagekapaciteten til 1.440 liter trækkes i en snor, så glider bagsæderyglænet inklusiv hovedstøtter frem og ned og efterlader et plant gulv. Tilgængeligheden til bagagerummet er let via en stor bagklap. I alt 30 større eller mindre aflæggerum gør SEAT Toledo fleksibel og praktisk. I passagerkabinen er de ergonomiske sæder med til at mindske trætheden og dermed forøge køreglæden. Sæderne giver fremragende støtte, og polstringen absorberer vibrationer. Der kan let sidde tre voksne på bagsædet. Når det brede midterarmlæn slået ned, bliver det til fornemme siddepladser for to personer.
Sporty og sikker
Undervognen og karrosseriet gør Toledo sikker og let at styre og leverer den dynamik og køreglæde, som designet lover. Konstruktionen sammenkobler to vanskeligt forenelige egenskaber: dynamik og komfort. Toledo har rigeligt kraftoverskud, uanset hvilken af de fire velfungerende motorer med avanceret teknologi, bilkøberen synes passer bedst. De smidige motorer overfører kræfterne gennem præcise gearkasser.
Den nye Toledo er udstyret med ESP, som sikrer et optimalt vejgreb i alle situationer, også hvis faren for at skride ud er overhængende. Når føreren bremser, sørger ABS for at opbygge det maksimale bremsetryk. EBA forstærker bilens nedbremsning og sikrer den kortest mulig bremselængde. For passiv sikkerhed er Toledo bl.a. udstyret med seks airbags, trepunktsseler ved alle pladser og ISOFIX-system til barnestole.
Meget udstyr
Toledo fås i fire udstyrsversioner, afhængig af valg af motor: Basismodellen Reference, Sport, Stylance og Sport-Up. Fælles for dem alle er et omfattende standardudstyr med bl.a. komplet sikkerhedsudstyr, el-ruder og –spejle, fjernbetjent centrallås, cd-radio med otte højttalere. Moderne teknologi som Bluetooth og MP3, navigationsanlæg, parkeringssensor, to-zonet fuldautomatisk klimaanlæg o.m.a. kan tilvælges fra den omfattende udstyrsliste.
SEAT Toledo fås fra 249.999 kr.
Åbent hus
SEAT-forhandlerne glæder sig til at præsentere et spændende nyt sedan-koncept, hvis karakteristiske profil kan gå hen at blive en nyklassiker. Der er åbent hus med mulighed for at prøvekøre den nye SEAT Toledo hos forhandlerne i weekenden den 5.-6. marts kl. 10-16.