Så er Opel klar til at præsentere den vildste Corsa nogensinde – og navnet er selvfølgelig Corsa OPC. Og den nyeste OPC lever i høj grad op til forgængeren med 207 hk og en accelerationstid fra 0-100 km/t på 6,8 sekunder. Som det er traditionen for alle Opels OPC versioner er Corsa OPC udviklet og gennemtesten på den tyske racerbane Nürburgring, der er kendt for at stille nogle af de skrappeste krav til bilernes køredynamik og holdbarhed. I motorrummet ligger en 1,6 liters turbo benzinmotor, der ud over de 207 hk udmærker sig ved et drejningsmoment på 245 Nm mellem 1.900 og 5.800 omdr./min. Yderligere 35 Nm er kortvarigt til rådighed for eksempel i forbindelse med overhalinger, så momentet kan nå 280 Nm. Topfarten er 230 km/t og det officielle forbrugstal efter EU-normen er 13,3 km/l ved blandet kørsel.
Kabinen domineres af to skålformede Recaro-sæder med ekstra sidestøtte, et læderrat med OPC emblem og instrumenter i OPC design. Udvendig præges bilen bagfra af to udstødningsrør og en stor diffuser af hensyn til downforce ved banekørsel. Hækspoilerne findes i to varianter – en normal og en større, der forbedrer downforce og dermed bilens vejbeliggenhed ved hurtig kurvekørsel. Forfra har Corsa OPC kraftige luftindtag og en åbning til motorrummet forrest i motorklappen.
Mulighed for mekanisk spærrediffentiale
For at sikre optimal overførsel af kræfterne til vejen har Opels ingeniører arbejdet tæt sammen med specialister fra støddæmperfirmaet Koni. Opgaven var at udvikle en kompromisløs sportslig undervogn, men alligevel med en komfort der også gør bilen egnet som hverdagsbil. Løsningen blev en nyudviklet Frequency Selective Damping (FSD) teknologi, hvor støddæmperne har et ekstra oliekammer i stedet for normalt kun ét. En elektronisk styret ventil regulerer tilgangen af olie til det ekstra kammer afhængig af belastningen på støddæmperne – og bestemmer på den måde hvor hård undervognen skal være. Det er derfor muligt at få en affjedring, der er både komfortabel og sportslig afhængig af ens kørestil og underlaget.
Corsa OPC har seneste generation ESC system, der kan afbrydes helt ved at vælge ”competition mode” hvis bilen skal bruges til banekørsel. Kørehøjden er 10 mm lavere end standard på Corsa. Også styringen er tilpasset bilens sportslige egenskaber, og foran har Corsa OPC 308 mm store bremseskiver med bremsekalibre fra Brembo. En performance pakke med mekanisk spærredifferentiale fra Drexler,18” alufælge og high-performance bremser med 330 millimeter store bremseskiver foran er er muligt ekstraudstyr til Corsa OPC for 60.000 kr. Prisen for en Corsa OPC på danske nummerplader bliver 309.990 kr.