Mazda introducerer sin første elbil til en dansker-venlig pris med vilde døre og en kort rækkevidde på bare 200 kilometer.
Da Bob Dylan spillede sin første elektriske koncert på Newport Folk Festival i 1965 blev folk så sure, at de ligefrem buhede af ham. Man var vant til at høre ham alene med en akustisk guitar, og hans nye elektriske rockband pissede så mange fans af, at dagen hvor Bob Dylan went electric er gået over i historiebøgerne. Spørgsmålet er, om Mazda er ved at skabe den samme ballade om sig selv.
Elektrisk Folkevogn – e-Up får meget længere rækkevidde og lavere pris
Det japanske mærke har ellers været en af få producenter, der hårdnakket har holdt på traditionelle benzin- og dieselbiler, og har været anerkendt for dem og den stor køreglæde, de gav. Men times they are a changin, som Bob Dylan sang, så Mazda har nu præsenteret sin allerførste elbil – MX-30. Den danske importør er allerede nu klar med introprisen – Mazda MX-30 First Edition er prissat til 253.000 kroner. Den skulle være særligt veludstyret og kan allerede nu forudbestilles mod et depositum på 7.500 kroner til levering i andet halvår af 2020. Priserne på det almindelige modelprogram offentliggøres først senere.
Kort rækkevidde
Batteriet i MX-30 er på 35,5 kWh, som er 4,5 kWh mindre end eksempelvis Nissan Leaf. Det betyder også, at rækkevidden kun bliver omkring 200 kilometer efter WLTP-normen. Mazda har selvfølgelig undersøgt tingene og har fundet, at en gennemsnitlig europæisk bilist alligevel kun tilbagelægger 48 kilometer hver dag.
Start Barsebäck! Her er Volvos første elbil
Størrelsesmæssigt placerer elbilen sig mellem Mazdas traditionelle crossover CX-3 og Mazda 3. MX-30 er i alt 439 centimeter lang eller syv centimeter kortere end 3, så den bliver relativt kompakt. Designmæssigt har bilen en coupé-agtig taglinje og unikke freestyle-døre, der minder om bagdørene på Mazda RX-8. Takket være en stor åbningsvinkel giver de nemmere adgang til både for- og bagsæder.
Brugttest – Mazda MX-5 er den fornuftige sportsvogn
Indvendigt er der ifølge Mazda en luftig atmosfære blandt andet ved hjælp af en ”svævende” midterkonsol. Mazda har brugt bæredygtige materialer til interiøret, og meget af læderet er erstattet af et vegansk alternativ, og miljøvenligt forarbejdet kork pryder midterkonsollen. Køreglæden skulle også gerne være i behold. I hvert fald har Mazda skabt et diskret lydbillede inde i bilen elektronisk, der varierer alt efter, hvor meget speederen trykkes ned.