Ford er klar med varevognsudgaven af den meget roste S-MAX, der netop har fået topkarakterer i form af 5 stjerner, efter at have gennemført kollisionstests i henhold til Euro NCAPs standarder.
Ford S-MAX er et klart bevis på modsætninger, der mødes. Ford S-MAX Van giver dig både smart design, sportslige køreegenskaber og effektive pladsforhold. På hvide plader er S-MAX skabt som en 5+2-personers MPV. Dette giver en ideel baggrund for indretningen til varevogn. S-MAX Van rummer til 2000 liter bagage, og længden af bagagerummet er over 2 meter. Størrelsesmæssigt ligger S-MAX Van lidt under Ford Galaxy, der også kan leveres som varevogn på gule plader.
S-MAX Van henvender sig blandt andet til serviceteknikere inden for it-branchen og salgsrepræsentanter, der ønsker at repræsentere deres firma i en veldesignet bil med høj komfort og optimal sikkerhed. Baggrunden for den høje sikkerhedsstandard er et solidt karrosseri og en omfattende liste af sikkerhedsudstyr.
Sikkerhedsudstyret på S-MAX Van omfatter ESP, IPS (Intelligent Protection System) og syv airbags. Ombygningen til varevogn er gennemført, så personvognens gardinairbags langs sideruderne har kunnet bibeholdes i begge sider. Fører og passager kan således nyde godt af front airbags, sideairbags i sæderne, gardinairbags til beskyttelse af hovedet og endeligt er der en ekstra knæairbag i førersiden til beskyttelsen mod instrumentpanelet ved kollision.
Adskillelsen mellem kabinen og varerummet er udført med en elegant aluminiumsramme og plexiglas, der passer til det høje kvalitetsindtryk i kabinen. For knap 3000 kr. er der muligt at købe en udtræksplade, der kan trækkes ud af bagagerummet, så det bliver lettere og mere skånsomt for ryggen at læsse tung bagage ind i varerummet. En anden smart detalje i S-MAX Van er et aflåseligt rum under gulvet i varerummet bag førersædet. Rummet kan bruges til at opbevare mindre bagage skjult for uvedkommendes blikke udefra.
Listen over komfortudstyr omfatter aircondition på udstyrsversionen Ambiente og fuldautomatisk klimaanlæg i Trend og Titanium versioner samt fjernbetjent centrallås. Tripcomputer og fjernbetjening af radioen er integreret i rattet. Som ekstraudstyr kan S-MAX Van leveres med aktiv fartpilot, der automatisk tilpasser sig trafikken og aktiverer bremserne, hvis der er risiko for kollision med en forankørende. Med ekstraudstyr som bluetooth til priser fra 2.397 kr. eks. moms kan du håndtere mobilopkald via audioudstyret.
Det er muligt at vælge mellem fire forskellige motorer: 1,8 l. og 2,0 l. turbodieselmotorer og 2,0 l. og 2,5 l. benzinmotorer. Priserne begynder ved 162.627 kr. eks. moms (194.817 kr. inkl. moms) for 2,0 l. benzin på gule plader med Ambiente udstyrsniveau. For en 2,0 l. common-rail turbodiesel på 140 HK og 6-trins gearkasse er prisen 201.247 kr. eks. moms i den luksuriøse udstyrsversion Titanium. Den har blandt andet 17” alu-fælge, el-betjente sidespejle med varme, sportssæder, indstigningslys, førersæde med el-justering af højden, regnsensor, bakspejl med automatisk nedblænding og dobbeltzone klimaanlæg med elektronisk temperaturstyring.