Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG sender den nye Porsche 911 GT3 RS til startlinjen. Med mere motorkraft og lavere vægt samt en sportsligt afstemning af karosseri og affjedring er den nye Porsche 911 GT3 RS opgraderet til en endnu højere standard for en racerversion af den netop introducerede Porsche 911 GT3. Den nye Porsche 911 GT3 RS tilbyder derfor alt, hvad det kræves for konstant succes ved kørsel på bane og fortsætter dermed rækken af kompromisløse 911 modeller - der også kan bruges i hverdagen.
Motoren, eller hjertet om man vil i den nye Porsche 911 GT3 RS, tager udgangspunkt i den allerede nye Porsche 911 GT3. I stil med denne er motorens slagvolumen øget fra 3,6 liter til 3,8 liter, hvilket foruden at øge motorens ydeevne samtidig har forbedret den knivskarpe respons og effektudvikling.
Der er stadig tale om en boxer-motor, men i den seneste aftapning yder maskineriet i den nye Porsche 911 GT3 RS 15 hk mere end dets modstykke i Porsche 911 GT3. Hele 450 hk yder den omdrejningsvillige motor eller mere end 118 hk per liter fra den 6-cylindrede motor, hvilket er et ekstremt højt tal for en sugemotor, selv når man laver den strengeste sammenligning blandt konkurrenterne. Og til forskel fra mange andre højtydende motorer, er motoren i den nye Porsche 911 GT3 RS yderst velegnet til hverdagsbrug.
Den nye Porsche 911 GT3 RS kan kun leveres med en seks-trins manuel gearkasse, der er yderligere optimeret med kortere vandring i den Alcantara beklædte skiftekulisse og for at fremhæve den i forvejen aggressive acceleration, er udvekslingen mellem gearene gjort kortere.
Den nye Porsche 911 GT3 RS har en specialudviklet version af Porsche Active Suspension Management (PASM), perfektioneret for at forbedre den sportige kørsel. Og så er såvel sporvidden som karrosseriet på den nye model bredere end forgængeren. Det giver plads til hjul i størrelsen 245/35 ZR 19 for og 325/30 ZR 19 bag. Og til de virkelige entusiaster kan den nye Porsche 911 GT3 RS leveres med et litiumbatteri i stedet for et konventionelt batteri, hvilket sparer 10 kilo. En anden feature er Porsches nye aktive motorophæng, der via en elektronisk strøm er i stand til at regulere grebet om motoren afhængig af køresituationen. Ved hård sportig kørsel bliver motorens ophæng særdeles hårde, hvilket reducerer "tabet" af energi fra motoren ind i karrosseriet.
At den nye Porsche 911 GT3 RS har dybe rødder i motorsport er de færreste i tvivl om. Modellen har en lav ridehøjde, en ny ekstra stor hækspoiler i kulfiber monteret på aluminiumsstøtter, karakteristiske udstødningsrør i titanium placeret side om side samt aerodynamiske detaljer udviklet eksklusivt til denne model.
Salget af den nye Porsche 911 GT3 RS begynder i starten af 2010, men modellen kan allerede nu bestilles hos Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland. Prisen i Trackday-versionen er 1.147.500 kroner inklusive moms, men eksklusive afgift. Med dansk registreringsafgift er prisen 3.139.080 kroner.