Nu daler temperaturen og det har betydning for din bils fodtøj

Ifølge Rådet for Større Dæksikkerhed skal der skiftes til vinterdæk, når temperaturen dykker ned på syv grader celsius.

Når temperaturen danser omkring de 7,0 grader det meste af døgnet, betyder det nemlig, at det hurtigt kan blive frostvejr, og her overhaler vinterdækket sommerdækkets evne til at bremse en bil ned.

 

Illustration er hugget fra Rådet for Større Dæksikkerhed.

 

Som tommelfingerregel anbefales det at montere vinterdæk omkring efterårsferien – men vores lune vejr har udskudt de kolde dage. Vejrudsigten ifølge DMI lover nu temperaturer ned på fem grader på søndag.

Sommerdæk er fremstillet til at give et perfekt vejgreb på lune sommerveje. Ved lave temperaturer bliver sommerdækkets gummi hårdere, og det mister derfor vejgreb om vinteren.

Vinterdækkets bløde gummi og mange lameller gør det suverænt i vinterføre og på kolde, fugtige veje.

Man kan også bruge helårsdæk, der kombinerer nogle af sommer- og vinterdækkets egenskaber. Det kan være en løsning for de bilister, som ikke kører så meget og kan lade bilen stå, når vinteren raser.

 

Tjek mønsteret

Husk at tjekke om dit vinterdæk har mønster nok.

Mindste tilladte mønsterdybde er 1,6 mm. Men der anbefales at køre med mindst 3,0 mm. Dæk med mest mønsterdybde skal monteres på bilens bagaksel, uanset om bilen er forhjuls- eller baghjulstrukket.

Det er let nok at tjekke mønsterdybden uden andet værktøj end en 20’er.

Se her, hvordan Isabella på fem år gør det.

 

Illustration er hugget fra Rådet for Større Dæksikkerhed.

 

Tjek også dæktrykket

Luft trækker sig sammen og fylder mindre, når det er koldt, og derfor falder dæktrykket i koldt vejr.

Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler derfor at øge trykket med 0,2 bar om vinteren.

 

Hvad med pigdæk?

Pigdæk har metalpigge, som giver friktion på is og pakket sne. Pigdæk er tilladt fra 1. november til 15. april. Hvis du vælger at montere dem, skal det være på alle hjul.

 

Skifter du selv hjul?

Se i denne instruktionsvideo, hvordan du selv kan skifte hjul.

Er du det mindste i tvivl, bør du overlade hjulskifte til en fagmand.