Vinterferien står for døren, og hundredetusindevis af danskere kører mod sne. Det kan være en udfordring for bilen, men frygt ej – her er de fire bud for en god kør-selv-vinterferie.

Hvad skal man huske på bilferie i Europa? Det er et godt spørgsmål. For rigtige mange danskere ligger vinterferien nemlig lige om hjørnet, og du har sandsynligvis allerede styr på ski, støvler og jakken. Men hvad med din bil, som skal bringe dig og familien sikkert frem og tilbage? Typisk kører man længere, og hvis du kører mod Tyskland og Østrig, så er farten højere end normalt. Samtidig vil du helt sikkert møde glatte veje og sne, så det stiller højere krav til bilen og dine evner som chauffør end den normale tur til børnehaven.

Klar til vinter? Her er de vigtigste tips

Dæk
Vinterdæk, vinterdæk og vinterdæk. Ja, der har ikke været meget sne og frost herhjemme endnu, men både i Sverige og Østrig er det et krav, at bilen kører på vinterdæk. Vinterdæk i Sverige skal være monteret på bilen i perioden fra 1. december til 31. marts, når temperaturen ligger omkring frysepunktet eller lavere, eller når der er sne og is på vejene. Dækkene skal være mærket med et bjerg- og snefnugsymbol, og mønsterdybden skal være mindst tre millimeter.

Det er tid til vinterdæk – her er alt, hvad du skal vide

Vinterdæk i Norge er, måske lidt overraskende, ikke noget krav. Dog er det dit ansvar, at bilen har tilstrækkeligt vejgreb, så i praksis betyder det, at sommerdæk er no go. I Østrig er det lovpligtigt at køre på vinterdæk i perioden fra 1. november til 15. april, når der er vinterføre. Dækkene skal desuden have en mønsterdybde på minimum fire millimeter. Hvornår skal man have vinterdæk på i Tyskland, spørger du så. Ja, tyskerne er lidt mere pragmatiske, så det korte svar er – når det er vintervejr.

Til gengæld kan du flere steder i Tyskland, Østrig og Italien møde krav om snekæder, så husk dem, og gør dig selv den tjeneste at teste hjemme i garagen, hvordan de skal monteres, så du ikke skal sidde i sneen på en bjergside med bilen fuld af børn og stresse kæderne på for første gang. Sørg også for, at dækkene har det korrekte tryk, når du skal køre hurtigt og langt.

Er bilen klar
En ting er dækkene, som du selvfølgelig allerede havde styr på. Men hvad med batteriet? Kulden er en batteridræber. Specielt hvis bilen står stille en hel uge, mens familien er på ski. Derfor kan det være en god idé at få batteriet testet og enten ladet op eller skiftet til et nyt, inden man kører afsted. Ligesådan er det vigtigt, at du har sprinklervæske på bilen, som kan klare frostgraderne – så gerne ned til -21 grader.

Løse hunde forbudt – så forstyrrende er Fido i bilen

Tjek vinduesviskerne. Slidt og gammelt gummi kan være en katastrofe, når de tunge fnug falder tungt, eller lastbilerne sprøjter sjap op på forruden konstant. Viskerne er som regel til at skifte selv, så der er ingen undskyldning for at køre afsted med dårlige viskere. Sørg også for at dine lygter har et godt lys.

Vejafgift
Det kan godt være, vi er sluppet for en betalingsring omkring København, men både Göteborg, Stockholm og Oslo har betalingsring. Det samme er der på flere strækninger i Norge, når du eksempelvis kører gennem tunneler eller over broer. Registreringen sker automatisk via dine nummerplader, så du skal ikke gøre andet end at betale girokortet, når det lander i din postkasse.

I Tyskland og Østrig kræver det lidt ekstra af dig. Skal du overnatte på vejen i en større tysk by, så skal du også ind i deres miljøzone, og det kræver et miljømærkat, som koster 150 kroner. Det er nødvendigt, også selvom du ved, din bil opfylder kravene. Bøden er på 80 euro. Du kan købe mærkatet her. I Østrig koster det penge at køre på motorvej og motortrafikvej, så du skal købe et mærkat, som skal sidde i forruden. Du kan købe det på tankstationer for ti dage ad gangen.

Hvis ulykken sker
Du skal selvfølgelig have styr på, at du har vejhjælp i det land, du rejser til. Samtidig kan det være en god idé at downloade appen Rødt Kort. Den er udviklet af SOS International sammen med de danske forsikringsselskaber. Den giver dig adgang til firmaets vejhjælp i hele Europa, hvis du har tegnet en dansk kaskoforsikring på din bil. Med appen kan du udfylde en assistanceanmeldelse på skadestedet med få klik, og så sender appen besked til den danske vagtcentral, som modtager dine oplysninger sammen med din nøjagtige GPS-position. Vagtcentralen ringer dig så op, og så længe du er indenfor Europas grænser, koster det dig ikke noget.

Drømmen om det frie liv - kør-selv ferie i Norge

Hvis du skulle være ude for en ulykke, så er det også godt at have et tæppe eller to i bilen sammen med nogle fyrfadslys – på den måde kan du holde varmen længe, hvis det bliver nødvendigt. Det er også godt at have en lygte og trafikveste til alle i bilen. Sørg også for at advarselstrekanten er nem at få fat i. Det er måske unødvendigt i disse tider, men husk at have strøm på mobiltelefonen.