Mulighederne for at trække trailer har ofte været et kritikpunkt for elbiler, så her samler vi fem elbiler, der hver må trække mindst 1.800 kilo. Så behøver du aldrig igen at brokke dig over en elbil, der ikke kan klare haveaffaldet. 

Det er en udbredt misforståelse, at elbiler ikke må trække tunge trailere. Med deres momentstærke elmotorer, skal du nærmest passe på, at du ikke flår anhængertrækket, hvis du er lidt ivrig med speederen. Derfor har vi sat os for at finde fem elbiler, der må trække mere end nødvendigt til husbehov.

Amerikansk ikon trækker næsten 500 tons – med elmotor

1.800 kilo

Vi springer over mange populære modeller som Volkswagen ID.4 og Hyundai Ioniq 5 og direkte op i den tunge klasse. Vi starter simpelthen ved 1.800 kilo, og hvis du ikke kan klare dit haveaffald med en trailer totalvægt på 1.800 kilo, så bør du søge hjælp hos professionelle. 

Audi e-tron
Audi e-tron var en af de allerførste elektriske SUV’er, og selvom den har nogle år på bagen, holder den stadig i dag. Den er både luksuriøs og med masser af kræfter til at trække en stor trailer. Fordelen er også, at der er flere brugte eksemplarer at vælge imod. 

Læs brugttesten af Audi e-tron her

Mercedes EQA 350
Vælger du topversionen af Mercedes mindste elektriske SUV, må du trække en overraskende stor trailer på 1.800 kilo. Vær opmærksom på, at det kun gælder EQA 350 med 292 hestekræfter og ikke den mindre EQA med forhjulstræk og 190 hestekræfter. 

Volvo XC40 P8 Recharge
Volvos mindste SUV stiller med 408 hestekræfter, som er rigeligt til at trække 1.800 kilo, uanset hvor stejl alpevej du måtte skulle trække campingvognen op ad. Vær opmærksom på, at XC40 ligesom Mercedes EQA kun må trække den store trailer med firehjulstræk. Udgaven med 231 hestekræfter og forhjulstræk må kun trække 1.500 kilo. 

Den grønne svensker – Volvo XC40 Recharge Twin

2.250 kilo

Tesla Model X
Teslas største model har indtil for nyligt været kongen, når det kom til at trække tunge trailere. Sådan er det ikke længere, men vi kipper stadig med flaget for Tesla Model X må trods alt trække 2.250 kilo. Og du skal ikke være bekymret for, at der er kræfter nok – 525 heste burde være lige præcis nok til at få dig op på 100 km/t (hvis traileren er godkendt til det). 

Læs brugttesten af Tesla Model X her

2.500 kilo

BMW iX
BMW’s store, og ikke nødvendigvis specielt kønne elektriske SUV iX banker alle konkurrenter ved at må trække op til 2.500 kilo. Det er altså en gedigen omgang, som slår mange fossildrevne konkurrenter. 

Spaklubben til rige russere - BMW iX40

Pas på

Alle elbiler i denne guide vejer mindst 2.000 kilo. Så du kan ikke køre dem og en 1.800 kilos trailer uden at overskride grænsen for et almindeligt B-kørekort. Her må den samlede vogntogsvægt – altså bilens vægt plus trailerens totalvægt ikke overskride 3.500 kilo. Om den er fuld eller ej betyder ikke noget, da det er trailerens totalvægt, der tæller. Alternativet er at tage et trailerkort, også kendt som BE-kortet.