En investering i en klassisk Porsche 911 er næsten lige så sikker økonomisk, som den er i stil. Her får du historie, køreglæde og elegance som kun tyskerne kan levere den.
Den er ikke kvadratisk, ej heller synderlig praktisk, men den er virkelig god. Porsche 911 er den klassiske tyske sportsvogn – ja den er vel virkelig bare den klassiske sportsvogn. Uanset om du holder foran D’Angleterre fredag aften eller den lokale bager søndag morgen, ligner du altid en gentleman. Måske af den grund, har 911 aldrig tiltalt mig. Jeg har faktisk haft den opfattelse, at den var lidt kedelig, netop fordi den var så oplagt. Men efter en dag bag rattet, er jeg overbevist - jeg kunne godt finde plads i garagen til den, hvis det nogensinde blev aktuelt.
Fremtiden lige nu – Porsche Taycan Turbo S
Til testen har vi lånt en af de allerførste 911 SC’er, som er produceret tilbage i 1977. Bryske Classic Cars forlanger 329.911 kroner for bilen, som har kørt bare 70.500 kilometer.
Bilen er importeret fra USA, så rust er ikke et problem her. Det er ellers det første, du skal være opmærksom på, specielt under bagruden. Det gælder også bagerst, øverst på dørene, og i de paneler, som transporterer varm luft fra motoren til kabinen.
Specielt på SC, hvor motoren er i aluminium, kan støtteboltene til topstykket knække. Nogle gange kan man høre utætheden, ellers skal ventildækslet af. Derfor bør du købe en bil fra en anerkendt forhandler.