Nu er det igen muligt at købe Volkswagens billigste elbil e-Up. Det er en af de billigste elbiler på markedet, og Volkswagen smider tilmed et års gratis strøm med, nu hvor bilen sælges online.
E-Up er på mange måder den perfekte elbil. Lille, let, kvik og relativt billig. Da den blev lanceret, var batteriet alt for lille og dermed også rækkevidden, men i 2019 fik Volkswagen den geniale ide at snupe batteriet fra storebror e-Golf, og så blev e-Up pludselig interessant. Problemet var bare, at Volkswagen – og Seat og Skoda, som havde deres tilsvarende modeller – ikke kunne levere nogen biler.
Danmarks billigste elbil er fantastisk – men du kan ikke få den
Det kan de nu igen, og du kan nu faktisk købe den vævre lille elbil fra 159.995 kroner. I forbindelse med relanceringen, inkluderer prisen nu en installation af en Clever-ladeboks og et Clever Mini-abonnement med 12 måneders gratis opladning. Det betyder, at kunden gratis kan lade op til 120 kWh pr. måned i 12 måneder både på Clever-ladeboksen hjemme og ude på en af de mere end 2.000 offentligt tilgængelige ladepunkter i Clevers ladenetværk. Prøv selv om du kan finde en billigere måde at eje bil på.
Elektrisk Folkevogn – e-Up får meget længere rækkevidde og lavere pris
Kvik i byen
Selve batteriet er 32,3 kWh stort og placeret under gulvet. Det giver e-Up en WLTP-rækkevidde på op til 258 kilometer. Batteriet kan oplades fra 0 til 80 procent på cirka 60 minutter ved en ladeeffekt på 40 kW DC, og med en ladeboks og 7,2 kW AC tager det fem timer og 27 minutter at oplade batteriet fra 0 til 100 procent.
Elcyklen eller den her – vi kører Dacia Spring, Danmarks billigste elbil
Ude under den korte motorhjelm ligger en elmotor med 83 hestekræfter og 212 Nm. Det tager 11,9 sekunder at runde 100 km/t, mens 0-50 km/t klares på bare 3,9 sekunder, som gør, at den lille elbil faktisk opleves vældig kvik. Topfarten er elektronisk begrænset til 130 km/t.
Onlinesalg
Volkswagen har som mål i løbet af 2022 at gøre samtlige bilmodeller tilgængelige som onlinesalg på volkswagen.dk. Første skridt i den proces tages med e-Up, der nu også kan bestilles og betales på volkswagen.dk. Selve udleveringen af bilen vil ske hos den Volkswagen-forhandler, kunden selv vælger.
FDM i skarp kritik af storsælgende Volkswagen
Volkswagens onlinesalg skal supplere de øvrige digital salgskanal som Volkswagen GO og online privatleasing.