Vi kører helt til grænsen og et lille stykke over i Stinger GT for at teste den store touringsmaskines evne til det, den er bygget til: Den store tur. Denne gang i, hvad der må være den ultimative test – familiejuleturen. 

Driving home for Christmas flyder som fløde ud af de 15 Harman Kardon-højttalere, mens hustru og afkom snorkbobler i lædersæderne. Det buldrer svagt fra den store 3,3 liters V6 med 370 hk, og det synger blidt fra vinterdækkene på 19 tommer. Trafikken er let og regnen tung. Farten stabil på det maksimalt tilladelige. Alt er godt. Det var det ikke for lidt siden.  

Biltorvet tester Stinger GT, en Grand Touring-maskine, og vi er midt i den. Altså den store tur. På motorveje og landeveje, tværs over Danmark med bilen proppet med julehejs og rejsehabengut. Familiejulen skal holdes tæt ved den tyske grænse ved Tønder, og vores julekane er rød, stor, 140 cm høj, har firehjulstræk, alt i udstyr og kæmpemotor med twinturbo. Navnet er Stinger. Stinger GT. Fornavnet vender vi tilbage til – mest fordi det vil gøre dig uberettiget fordomsfuld og ødelægge den eventyrlige julestemning.

Bagsædepladsen er imponerende og hovedhøjden fin, trods den ekstreme coupeform, som minder om Audi A7 med det skrånende tag. Nok ikke mærkeligt, eftersom den er designet af folk med en fortid hos de fire ringe. Selv om hoftelinjen er høj, kan den tre-årige kigge ud. Bagsædet føles heller ikke som en hule, fordi bagdørens rude fortsætter bagved bagsædet, og det giver lys. Den skrånende bagrude giver dog ikke mere udsyn end en burka bagtil, men det vænner man sig hurtigt til.

Lortestart
Turen starter virkelig dårligt. Det tager det meste af eftermiddagen at proppe hejs i vognen, hvor bagagerummet på 406 liter nok er langt som i en Skoda Octavia, men så lavt, at kufferter skal ligges ned og pakningen må tetrispusles. Alt for sent kommer vi afsted og ender midt i julemyldretiden. Så lyder det fra bagsædet:

”Far, jeg skal kaste op”.

Den tre-årige har dårlig mave, og jeg må mase den 4,8 meter lange vogn over tre spor kø mellem tunge busser og trillende mikrobiler i Københavns tætte bytrafik og spærre to baner med katastrofeblink. Det tager lang tid for ingen giver plads. Det er ikke Stingers skyld, selv om den måske kan tricke følelser med sit imposante ydre med den skarpe røde farve, gællerne i motorhjelmen og de vilde fælge. Sådan er vi danskere bare. Af princip. Så tak for det.

Endelig får jeg smidt vognen og eksploderer ud ad førersædet, styrter omkring bilen, og vil flå døren til bagsædet op, men den er låst. I Stinger kan man ikke åbne bagdøren, mens motoren er i gang - eller man har husket at trykke på en låse-op-knap i fordøren – og det hjælper ikke at hive hårdt i håndtaget eller råbe højt. Jeg styrter tilbage om den 1,8 meter brede bil tilbage til forsædet, mens jeg kan høre konen råbe og barnet hyle, leder febrilsk efter start-stopknappen, finder den, løber tilbage rundt om bilen, en bus dytter, jeg holder i vejen, jeg flår bandende bagdøren op og ser en flot stråle forlade datterens mund. For sent.

Pakkeknuseren
Mens vi gør bilen rent, og får gravet brækfrit tøj frem fra det pakkede bagagerum, kan vi lige vende endnu en tanketorsk, som måske afslører, at vi har med duellanter at gøre i premiumsegmentet. Førersædet kører tilbage, når man stopper motoren, så ud- og indstigning bliver lettere for føreren. Til gengæld smadrer man knæskallerne på bagsædepassageren. Vi havde så kun julegaver placeret bag førersædet, men det heller ikke en god idé. Blot til orientering.

Det tager en halv time med rengøring og tøjskift, og lang ventetid på en sur bus, som vælger at spærre vejen af hævn over, vi spærrede den, før vi igen kan nyde Stingerens voldsomme overlegenhed. Vel ude af den værste trafik, få meter fra motorvejen, husker vi nu, at toiletsagerne ligger hjemme på badeværelset og griner af os. Kareten må vendes og hele turen gennem julemyldretiden gentages. Jeg har endda held med at køre ind i en parkeret bus med baghjulet, da jeg forsøger at snige den 187 cm brede vogn ind mellem et helleanlæg og bussen for at komme forbi. Det giver et bidemærke i fælgen og koster et nyt bagdæk.

Alt, virkeligt alt i udstyr
Den adaptive fartpilot fungerer fint, selv om man ved overhalinger godt kunne tænke sig lidt kortere afstand, før bilen sænker farten. Men den virker ned til nul km/t, og sammen med automatgearet gør det køkørsel afslappet. Sæderne har både varme og køling til at få temperaturen op eller ned, når temperamentet over de andre i trafikken eller ens egne dumheder gør det nødvendigt. Faktisk har Stinger GT som standard alt i udstyr, virkeligt alt.

Det vil sige adaptiv fartpilot, vejstribehjælp, head up display – hvor man i øvrigt selv kan vælge farve, klimaanlæg, bakkamera med 360 graders visning, velfungerende navigation, dab-radio, autolys, regnsensor, dæktryksmåler, autonødbremse, LED-lygter for og bag, kurvelys og alt muligt andet.

Alt er standard undtagen karrosserifarve, der koster 9.999 kroner og interiørfarve, hvor man for 1.999 kroner kan vælge rød eller grå. Standardfarven er i øvrigt ikke en hvid, men Sunset Yellow, en hidsig gul.

Der er kun en enkelt ting på ekstraudstyrslisten: Glassoltag til 14.999 kroner. Alt andet er inkluderet i prisen på 820.694 kroner. Kan du nøjes med en 2,0 benzin med mindre udstyr og ”kun” 255 hk, slipper du med 607.694 kroner.

Kører i alle retninger
De 250 km motorvejskørsel forsvinder hurtigt og med både rat og et førersæde, som kan justeres elektrisk i stort set alle retninger, er det rimeligt let at finde en tilpas kørestilling. Det er gode lædersæder, men trods alt ikke de bedste, jeg har prøvet.

Vi drejer fra ved afkørsel 69. Bælgmørkt er det. Accelerationen fra afkørslen og ud på landevejen er voldsom, og pigerne vågner. Den har 510 Nm og kører fra 0-100 km/t på 4,9 sekunder. På den våde asfalt slår den ganske let med bagenden som en baghjulstrækker, men uden at det bliver giftigt – takket være et avanceret firehjulstræk og sikkerhedssystemer.

I det tyndt befolkede Sønderjylland er trafikken til at overskue. Nogle gange er her mere trafik på markerne end på vejen. Det lange lys tænder automatisk og blænder selv ned ved modkørende. Det fungerer ganske overbevisende.

Vi er næsten ved vejs ende og vognen har klaret den lange del af turen lynhurtigt uden at trætte chaufføren. Jeg fornemmer, at man sagtens kunne have lagt 1000 kilometer til i samme stræk uden det ville trætte mere. Benzinforbruget er endda hæderligt. Det opgives til 9,4 km/l, og triptælleren stod til 8,6 km/l i snit, da vi overtog vognen. Men selv med flittig brug af fartpilot på motorvej, masser af bykørsel og kø klarede den juleturen med 10,1 km/l. Det må siges at være godkendt.

Endelig ankommer vi til de gamle, hvor især ham den gamle, som engang var mekaniker, kan lide vognen.

”Er det en Kia?” spørger han overrasket.

Hvor er julegaven?
Ja, vi er også overrasket. For den åleglatte knaldrøde kile i indkørslen er virkelig en Kia. Fornavnet er ikke Chervolet, Ford, Cadillac eller BMW, Mercedes, Audi. På ratnavet, som i øvrigt er det eneste, der ser lidt billigt ud, står der vitterligt Kia. Et navn, man aldrig før har set i forbindelse med samme mægtighed, som de andre bilmærker længe har mønstret i deres modelprogrammer. For Kia er det nye veje, som den indtager med samme selvfølgelighed, som en julemand hopper i en skorsten.

Vi får tømt bilen, og konen konstaterer, at hun har glemt julegaverne til mig derhjemme. Flot. Men selv om der mangler pakker med mit navn på under træet, gør bilen min jul fin alligevel. Gaven er en tur over grænsen til Tyskland, hvor en højhastighedstest afslører, at vognen allerede ved 180 km/t bliver lidt vandmandsagtigt. Det ordnes let ved at sætte den i sportsmode.

Her ændrer Stingeren karaktér og falder til ro med en autoritær fasthed. Accelerationen er overvældende, og der er masser af overskud, også et godt stykke over de 200. Ved de hastigheder er vognen virkelig sjov at køre, og det går langsomt op for mig, at den har noget andre nye biler måske savner – nemlig en livsglad køreglæde. Sportsmode er virkelig sport – Skifter du fra Comfort til Sport, accellererer den hurtigere, og lyden fra udstødningen bliver højere. Det eneste irritationsmoment er, at den har en tendens til at geare to-tre gear ned, når man ved cruisinghastighed har brug for at lave en hurtig overhaling. Det tager tid.

River den af på stranden
Vi må heller ikke glemme, at vi også tog en tur til Rømøs brede strand for at teste firehjulstrækket. Det er sådan indrettet, at baghjulene får flest af kræfterne og derfor føles og køres den som en baghjulstrækker. Har man teknikken og husker at kone og barn nok ikke skal med, fordi det giver et vældigt irriterende mundtligt spektakel, kan man køre den som en driftmaskine. Se bare videoen her ovenover, hvor vi tidligere på året rev den rundt på Jyllandsringen.

Dommen over Kia Stinger er, at den giver køreglæde og julelys i øjnene som en tre-årig, der har fået den Elsa-dukke hun så brændende ønskede sig. Og det til en overkommelig pris. Den er praktisk nok til de lange familieture, og behøver ikke skamme sig på en racerbane. Samtidigt får du velkendte dyder fra Kia som syv års garanti. Det eneste, du må æde, er de tre bogstaver Kia, men aldrig har de bogstaver smagt så godt, og du kan samtidigt ønske glædelig baghjul til alle de kedelige tyske køremaskiner.