NY LEXUS MED LIDENSKAB
Lexus GS af tredje generation har netop haft verdenspremiere på North American International Auto Show i Detroit, og bilen ventes til Danmark om et års tid.
Den nye model repræsenterer en ny designretning for Lexus. Med fem centimeter længere akselafstand, en lang motorhjelm og en tilbagerykket kabine skal GS vække erindring om den klassiske sportsvogns proportioner og give et mere kraftfuldt og lidenskabeligt indtryk, hvilket understreges af V8-udgavens store 18” fælge.
Køreegenskaberne er optimerede i overensstemmelse med det nye udseende med anvendelse af den nyeste teknologi. GS er den første Lexus, som vil kunne fås med permanent firehjulstræk. Desuden har GS en videreudvikling af det elektroniske stabilitetssystem, som nu hedder Vehicle Dynamic Management eller VDM.
4,3 liter V8-motoren med 300 hk er blevet yderligere raffineret, og den hidtidige 6-cylindrede rækkemotor afløses nu af en ny V6´er med 245 hk. Begge motorer er kombineret med en nykonstrueret 6-trins automatgearkasse med hurtigere og endnu mere glidende gearskift samt mulighed for at skifte manuelt.
Som standard har Lexus GS såkaldt Keyless Smart Access, som sætter føreren i stand til at åbne og låse bilen blot ved at berøre dørhåndtaget – forudsat at man har nøgle-enheden i lommen.
Motoren startes ved et simpelt tryk på en knap.De fleste af de tekniske nyskabelser tager sigte på at gøre GS til en sportssedan, som er lettere at håndtere men samtidig mere engagerende at køre.