Volkswagen har præsenteret et koncept på basis af ID.4, der forvandler den ellers så kedelige og familiære elbil til en barsk offroader med grove dæk, beskyttet undervogn og 388 hestekræfter fra to elmotorer.
ID.4 var muligvis Danmarks mest solgte elbil sidste år, men ophidsende kan man ikke beskylde den for at være. Den er cirka lige så eventyrlysten som en tirsdag aften med reelkreditlån, madpakke-pakning og beskeder på Aula. Men derfor kan man jo godt drømme mod høje tinder. Det gør Volkswagens seneste koncept i hvert fald.
Familien fremtid – Volkswagen ID.4
Navnet er måske lige vel poppet – ID. Xtreme – men den har vækket opsigt ved Volkswagens eget ID-træf i schweiziske Locarno. Bilen er baseret på ID.4 GTX, som standard har to elmotorer og i alt 299 hestekræfter. Men til forskel fra GTX, som fokuserer på mere sportslige køreegenskaber, er ID. Extreme blevet kørt gennem bilernes svar på en Spejdersport-butik.
Mere lyd
Volkswagen kalder selv konceptet for en forhøjet rallybil. For at komme helt ud i det grønne, har den fået 18-tommer offroad-hjul, en modificeret frontkofanger med ekstra beskyttelsesbøjle og 50 millimeter bredere skærmkanter, der tilsammen giver konceptbilen et barskt offroad-look. En tagholder med en stribe af LED-lys og en vognbund komplet beskyttet af plader i aluminium, burde gøre den i stand til at kunne følge selv hærdede firehjulstrækkere langt ind i skoven.
Buzzens mester – Volkswagen ID. Buzz
En højt ydende elmotor på bagakslen og softwaretilpasninger i den elektriske drivlinje øger konceptbilens systemeffekt til 388 hestekræfter, svarende til en effektforøgelse på 30 procent.
Akustisk byder ID. Xtreme også på noget specielt: Den elektriske drivlinje har en speciel motorlyd, der er udviklet sammen med Volkswagen Design og som udsendes via en lydgenerator i hjulkasserne. Interiøret byder også på iøjnefaldende nyheder såsom adskillige Alcantara-applikationer, modificerede sæder og designelementer i kontrastfarven orange. De frelste ingeniører har tilmed tænkt bæredygtighed med, så bilen er baseret på en udtjent testbil fra udviklingsafdelingen, og den kører med et brugt 82 kWh-batteri.
Fest for nørder
Konceptbilen blev skabt af Andreas Reckewerths team (udviklingschef for MEB-baserede modeller) i Volkswagens udviklingsafdeling, og ideen bag er at vise, hvor mange muligheder der er i MEB-platformen, forklarer Silke Bagschik, leder af MEB-produktlinjen.
MEB-platformen har et enormt teknisk potentiale. For mange af vores kunder er køretøjer meget mere end blot et transportmiddel. Med ID. Xtreme løfter vi elektrisk mobilitet fra Volkswagen til et nyt niveau.
VW vil genoplive kultmærke fra USA som barsk el-SUV
Og det er netop den slags kunder, der er samlet i Locarno. Normalt afholder Volkswagen det traditionelle GTI-træf ved Wörthersee i Østrig, men her vil man altså forsøge sig med et bæredygtigt alternativ. ID.-træffet er arrangeret af og for fans af elektrisk mobilitet, som er lidt mere nørdede end gennemsnittet, og så er det jo godt, at en grov karl som ID. Extreme kan komme og ruske lidt op i det hele.