Det er ikke helt til at finde ud af, om det er med vilje, at Honda har sparet lidt på lyddæmpningen, eller om det er utilsigtet, at man kan høre musikken fra motoren tydeligt i kabinen, for det er både skidt og godt.

Det er skidt, fordi lyden er trættende på lange motorvejsstræk, og det vildt underlige er, at trods seks gear, så er topgearet meget lavt. Det betyder, at du kører lige under 4000 o/m ved 130 km/t.

Udstyrstung Polo med 115 hk og automatgear er en perle

Det er godt i byen og under accelerationer, fordi man uvilkårligt kommer til at køre den helt op i omdrejninger, fordi motoren bare elsker, hvert vrid den får. Motoren er i øvrigt ny, har fire cylindre og er på 1,5 liter og 130 hk, som du henter ved at tæve den op over de 6.000 o/m. Og det gør du. Hver tur kommer derfor til at lyde som en specialprøve i et rally, og det er ikke altid dine passagerer helt forstår, hvorfor du kører den så vildt. Men det lyder bare så godt!

Kom og leg
Legesygen bliver ikke ligefrem talt ned af gearskiftet, som er en mekanisk lille perle med en kort pind, der næsten med et klonk ryger kontant i gearene. Eneste lille hikke er, at man for ofte river den fra femte til fjerde i forsøget på at finde sjette.

Til gengæld er der ikke meget bund i trækket – motorens maksimale moment på 155 Nm opnås ved 4.600 o/m. Men kør den som en sportsvogn, og lykken er lang.

I parentes bemærket ramte vi trods frisk kørsel i snit 14,7 km/l, som ikke er langt fra det opgivne på 16,9 km/l.

Perfekt pendlervogn: Nissan Micra er bedst som en diesel

Det er også lykkelige tider på bagsædet, både når du bruger det, og ikke har brug for det. Her er vildt god plads i forhold til alle andre minibiler. Så skulle man tro, det tager lidt af bagagerumspladsen, men du får respektable 354 liter, hvilket er i den førende ende af minibilsklassen og som kan udvides til 1.314 liter, når sæderne slås ned – i øvrigt til et helt fladt gulv.

Encore!
Pladsen er Jazz’ store hovednummer, og ekstranummeret står bagsædet også for, hvor du med et snuptag kan slå sædehynderne op, så du fx kan kyle en cykel ind bag forsæderne. Vælger du, som de fleste nu om dage, at få den med skumflaske og ikke et reservehjul, får du også lige et dejligt dybt rum, hvor vi fx testede, at et almindeligt størrelses køleskab, lige passer i hullet, så det er muligt at lirke det ind i bagagerummet.

Ulven i fåreklæder - Seat Ibiza med 115 turboheste

Der er altså mange ting, som spiller i Jazz, men en enkelt falsk tone skærer lidt fra oplevelsen. Nemlig betjeningen. Menusystemet i den trykfølsomme skærm kræver tilvænning. Det er svært at finde det, man leder efter, og det fungerer heller ikke optimalt, at man fx skal skrue op og ned for radioen via et trykfølsomt panel ved siden af skærmen.

Japansk supermini - Suzuki Swift Boosterjet

Designet er MPV-agtigt, og du får MPV-plads og praktiske ting som fx håndværker-kopholder højt på instrumentbordet, men alligevel rammer en MPV bare ikke lige toppen af hitlisterne nu om dage – det er SUV’er folk vil have. Og det er faktisk lidt synd, for Jazz spiller på alle de rigtige tangenter, hvor også prisen er ganske fornuftig at lytte til – du kan få den for lige under 200.000 kroner, hvis du kan undvære metallak, og basismodellen koster kun 153.880 kroner med en 1,3 liter motor og mindre udstyr.